Efter corona: Hotel har sin bedste sommer nogensinde

I juni satte de danske hoteller overnatningsrekord. Hos Billund-hotel har man et rekordstort rykind af især udenlandske gæster.

I sommerens første måned nåede antallet af hotelovernatninger op over 1,9 millioner på landsplan, og dermed blev juni den bedste nogensinde for branchen. Den hidtidige juni-rekord var fra 2019. Det oplyser brancheorganisationen Horesta i en pressemeddelelse på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Hos Refborg Hotel i Billund nikker man genkendende til den melding. Faktisk har det været den bedste sommer på hotellet nogensinde, fortæller hotelejer Torben Klovborg.

- Siden påske har vi mere eller mindre haft udsolgt på værelserne. Det har været den bedste sæson nogensinde, siger hotelejeren til TV SYD.

Udenlandske turister vender tilbage

Nedlukninger og de mange restriktioner i coronatiden tog hårdt på mange af landets hoteller - også Refborg Hotel i Billund. Torben Klovborg tabte 3,4 millioner kroner i coronatiden. Men nu er man gået lysere tider i møde.

Den positive udvikling hos Billund-hotellet skyldes især, at de udenlandske turister også er vendt tilbage til Danmark.

Hotelejeren peger på, at turisterne ikke synes, at Danmark er så farligt, på grund af den måde corona er blevet håndteret på i forhold til andre lande.

- Jeg tror virkelig på, at resten af verden har følt at Danmark har styr på corona, siger han.

På Refborg Hotel er langt størstedelen af de overnattende udenlandske turister. 39 ud af 40 gæster er udlændinge, og de kommer primært fra Europa.

- Det er meget blandet, hvor de kommer fra, men vi har haft flere svenskere, end vi plejer at have, og nordmændene er også ved at gøre deres indtog, siger Torben Klovborg og fortæller, at man til gengæld ikke har haft lige så mange gæster fra resten af verden, som man plejer.

- Turister fra USA og Asien, som egentlig plejer at komme, har ikke været her i år.

Ikke tilbage på 2019-niveau

Ifølge Horesta tegner der sig også et billede af, at de udenlandske gæster er begyndt at vende tilbage til Danmark. Dog er antallet af udenlandske hotelovernatninger endnu ikke helt tilbage på 2019-niveau. Fra juni 2019 til juni i år er der på landsplan tale om et fald på 3,8 procent. Til gengæld er de danske overnatninger steget med 28,3 procent.

Overnatninger i juni

Antallet af overnatninger på hoteller og feriecentre i Sydjylland i juni:

  • 2018: 311.126 
  • 2019: 333.588 
  • 2020: 141.320 
  • 2021: 237.610 
  • 2020: 391.699


Kilde: Danmarks Statistik

- Der vil formentlig gå år, før den udenlandske turisme er tilbage på før-krise-niveau. På markeder som USA, Kina og Japan ligger vi langt under de tal, vi så i 2019, og denne sommer har vist, at der er mange udfordringer med at få rejseaktiviteten op i gear igen, siger Horestas administrerende direktør, Jannick Nytoft, i en pressemeddelelse.

Fornuftigt regnskab

Hos Refborg Hotel er corona, som så mange andre steder i landet, ikke noget, der fylder så meget i hverdagen. 

- Der er nogle turister, der kommer med mundbind på, og så fortæller vi dem, at de ikke behøver at have det på, og så er der nogle, der tager det af. Der er nogle enkelte, der beholder det på, og det står dem selvfølgelig frit for, siger Torben Klovborg.

Refborg Hotel ligger i midten af Billund. Torben Klovborg og familien overtog det og renoverede det for fem millioner kroner.
Refborg Hotel ligger i midten af Billund. Torben Klovborg og familien overtog det og renoverede det for fem millioner kroner.

Mens det ikke er længe siden, at det ikke gik godt økonomisk, så er det i løbet af de seneste måneder begyndt at se ganske fint ud for hotellet, som ser ud til at få et godt regnskab for i år, fortæller han. 

Det er også på trods af, at hotellet og deres restaurant har været ramt af prisstigninger og personalemangel, som så mange andre steder.

- Men i og med at der er så stor søgning mod hotellet, så bliver det et fornuftigt regnskab, siger Torben Klovborg.