Flere parkerer bilen og flyver

Billund Lufthavn tager efter nytår første spadestik til et nye p-hus, der skal fordoble antallet af p-pladser under tag.

750.000 flygæster parkerer hvert år deres bil i Billund Lufthavn. Derfor er der trængsel i det eksisterende p-hus, som nu får en søster, der forventes at stå klar sidst i 2020.

Kort efter nytår ruller de første gravemaskiner i stilling til at grave ud til fundamentet i det nye p-hus, der vil få fem etager - og kan udvides senere med en sjette etage.

– Det er meget populært at kunne holde i nærheden af afgangs- og ankomsthallen, og vores nuværende parkeringshus er altid fuldt booket. Der er mange, der sætter pris på, at deres bil ikke skal holde udenfor i blæst, regn, frost og sne, siger lufthavnens adm. direktør Jan Hessellund i en pressemeddelelse om udvidelsen.

Der er også tanker om yderligere udvikling af parkeringsområdet, når p-huset står færdigt. Der kan blive tale om at udvide vejene rundt om lufthavnens udendørs parkerings-areal, så der ikke længere bliver flaskehalse på nogle af de steder, der ses i dag. Der skal kort fortalt arbejdes på et bedre flow.

– Der er mange udviklingspunkter på parkerings- og vejområdet. Vi vil bl.a. gerne gå fra at have en ensrettet vej rundt om parkeringspladserne til at have en tosporet vej. På den måde bliver al trafikken ikke nødvendigvis trukket ind omkring terminalen, hvor der især om sommeren er en flaskehals, siger lufthavnsdirektør Jan Hessellund.

P-ændringer I Billund Lufthavn

  • P4 bliver lukket og bliver brugt som byggeplads.
  • Biludlejning og returnering bliver derfor flyttet fra P4 til P5.
  • P5 lukkes for gæsteparkering.
  • Øvrige parkeringsområder vil være i fuld drift i hele byggeperioden.