Fynsk tåge-ulykke aflyser minister-besøg på Billund-skole

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) må aflyse et besøg på Billund-skole, da hendes ministerbil søndag aften kørte galt i tågen på den fynske motorvej.

Mandag morgen skulle undervisningsminister Ellen Trane Nørby have besøgt International School of Billund - men hendes ministerbil var søndag aften involveret i et stort harmonika-sammenstød med omkring 35 biler i tæt tåge på motovejen på Fyn.

Ellen Trane Nørby var ikke i bilen, og ministerchaufføren kom ikke til skade ved sammenstødet. Det oplyser ministerens
særlige rådgiver Anders Jacobsen.

Ministerbilen skulle fragte Ellen Trane Nørby fra sin bopæl i Sønderborg til Billund.

Ellen Trane Nørbys besøg på International School of Billund bliver i stedet gennemført på tirsdag i næste uge.

Undervisningsministerens øvrige besøg mandag i Varde og Esbjerg gennemføres som planlagt.