Glad formand: Folketinget fejrer åbning uden coronarestriktioner

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen (S) glæder sig til at starte en politisk sæson uden restriktioner.

Når dørene på Christiansborg tirsdag slår op til fejring af et nyt folketingsår, bliver det helt uden coronarestriktioner.

Og det glæder formanden for Folketinget, Henrik Dam Kristensen (S), der sidste år måtte sætte begrænsninger for festen.

- Det er dejligt. Nu har vi i et par år – ligesom resten af samfundet – været påvirket af corona.

- Det har påvirket på mange områder, men for os har det især påvirket lovgivningsarbejdet, at der har været corona, siger socialdemokraten valgt i Østjyllands Storkreds og bosat i Grindsted.

Usædvanligt år

Folketingsformanden bider især mærke i, at formen på lovgivningen under corona har været markant anderledes, hvor der ifølge ham er vedtaget omkring 38 hastelovgivninger.

- Det er meget usædvanligt. I de år, jeg har været i Folketinget, har det ikke været så tit, vi har vedtaget en hastelovgivning.

- Det er som regel kun, hvis vi har været i krig, eller hvis der er gået noget galt i skattesystemet. Det er i sig selv er jo usædvanligt, siger han.

Hjemsendt i perioder

Selv om pandemien har påvirket politikernes arbejder, understreger Henrik Dam Kristensen, har parlamentarismen fungeret, som den skal.

Han mener ikke, der har været noget lovgivningsarbejde, som regeringen og eller Folketinget har synes var nødvendigt, der ikke har kunnet gennemføres på grund af corona.

Ligesom andre arbejdspladser har politikerne på Christiansborg været hjemsendt i perioder og underlagt krav om forsamlinger.

Ansigt til ansigt vigtigt

Og ligesom mange andre arbejdspladser vil man tage nogle af erfaringerne med en digital arbejdsplads med videre, fortæller folketingsformanden.

- Det kan være en stor hjælp i hverdagen, men vi skal også passe på, at det ikke bliver noget med, at vi ikke mødes fysisk, men gemmer os bag en skærm.

- Der er bare noget, som digitale løsninger ikke kan erstatte. Ansigt-til-ansigt-forhandlinger og så videre, siger han.

Det er flere gange blevet påtalt af politikere, hvis deres kolleger ikke er dukket op fysisk til møder, men i stedet har været med på en videoforbindelse.

Blandt andet har Justitsminister Nick Hækkerup (S) påtalt det overfor Pernille Vermund (NB) til et møde i Folketingets retsudvalg. Han mente, det bør være slut med at møde op online.