Glæde hos Pony Travklub trods lukning af væddeløbsbane

Der er glæde i Billund Pony Travklub over, at Kirkbi har meddelt, at selskabet er parat til at hjælpe med at sikre klubben en fremtid.

I aftes besluttede aktionærerne i Billund trav A/S at sælge travbanen til Kirkbi for 60 millioner kroner.

Kirkbi vil lukke travbanen og bruge arealet til byudvikling af Billund.

Det betyder farvel til travløb med udgangen af 2021 og dermed også aktiviteterne i Billund Pony Travklub.

Straks efter at Kirkbis overtagelse var en kendsgerning, meddelte Kirkbi, at selskabet ville gå i dialog med Billund Pony Travklub om at "hjælpe dem videre og eventuelt bidrage til at skabe nogle rammer, hvor børnene kan fortsætte med at dyrke deres hobby og sport".

- Det budskab er vi meget glade for, og ønskescenariet er en ny travbane et andet sted i Billund, siger formanden for Billund Pony Travklub, Brian Møller Jensen.

Han vil nu kontakte Kirkbi og aftale et møde om fremtiden.