Vorbasse Marked: Formand har svært ved at få armene ned

Tre dage med solskin, glade gæster og gang i boderne. Det er en opskrift, der resulterer i en meget tilfreds formand for Vorbasse Marked.

Sol og varme har lokket omkring en kvart million mennesker til Vorbasse de seneste tre dage. Vorbasse Marked slutter lørdag aften, og det er en meget tilfreds formand, der kigger tilbage på de tre festlige dage.

- Det er gået helt fantastisk. Jeg har svært ved at få armene ned. Der har været masser af gæster, høj solskin, og der har været godt gang i boderne, siger Brian Madsen, der er formand for Vorbasse Marked, til TV SYD.

Hestehandlere, kræmmere og andet godtfolk har traditionen tro klasket hænger og handlet på livet løs.

Musikprogrammet har også lignet sig selv. Igen i år kunne gæsterne opleve Kandis, der spillede op til fest. 

Stor fokus på brandsikkerhed

Alt har dog ikke været, som det plejer. Traditionelt sætter et stort festfyrværkeri lørdag aften et punktum for årets Vorbasse Marked. I år er det dog blevet aflyst på grund af afbrændingsforbuddet.

Og det knastørre vejr har fået Vorbasse Marked til at have stor fokus på brandsikkerhed. På pladsen har der blandt andet været sat 500 gigantiske askebægere op til cigaretskodder for at mindske risikoen for brand. Og det har tilsyneladende virket.  

- Vi er lettede over, det er gået efter planen indtil nu. Sammen med beredskabsstyrelsen har vi taget alle de forholdsregler, vi kunne. Men der har heller ikke været anledning til noget endnu. Heldigvis, siger Brian Madsen.

Vorbasse Marked har efterhånden mange år på bagen. Siden 1730 har Vorbasse været centrum for et af Danmarks største markeder.