Klar til første ringriderstævne

I dag kan ringryttere og heste omsider se frem til at gafle ringe på lanserne, når Ringriderfesten i Sønderborg afholdes. Men af hensyn til corona bliver turneringen afholdt i mindre stævner.

I dag kan rytterne omsider stille med hest og lanse, når en del af Ringriderfesten i Sønderborg afholdes. 

- Det betyder alt for os. Om vinteren har man håndbold, og om sommeren har man ringridning, så vi glæder os til at komme ud, siger Hans Otto Ewers, ritmester.

For ringrytterne er Sønderborg Ringriderfest året største stævne, som normalt tæller op mod 450 ryttere og  35.000 gæster hen over en hel weekend. Men fordi corona fortsat truer, er selve festen aflyst. Til gengæld afvikles ringriderstævnet fortsat – men denne gang efter devisen ”sammen hver for sig”.

- Rytterne savner ringridning. Så vi gør det, fordi det har stor social betydning og for at støtte op om kammeratskabet, men inden for de retningslinjer, der nu er, siger Hans Otto Ewers, ritmester.

quote

Ham, der er konge i Sønderborg, er kongernes konge. Det er det største.

Hans Otto Ewers, Ritmester

For at overholde forbuddet mod at forsamles mere end 50 personer har Ringriderfestens rytterkomite opfordret forridderne til at arrangere mindre stævner rundt om i landsdelen. Her bliver der kåret lokale konger, som alle inviteres til Sønderborg lørdag d. 11. juli, hvor der dystes om at blive turneringens endelige konge, kronprins og prins. En titel med stor betydning.

- Ham, der er konge i Sønderborg, er kongernes konge. Det er det største, siger Hans Otto Ewers, ritmester.

Stor interesse

I alt har 297 ryttere tilmeldt sig de 21 lokale ringriderstævner, som afholdes i dag over hele Sønderjylland. 

- Vi er glædeligt overrasket over tilmeldingen. Til en normal ringriderdyst i Sønderborg har vi omkring 450 ryttere, så det vidner jo om, at folk har lyst til at komme ud og sidde på hesten, siger Hans Otto Ewers, ritmester.

Kongerne, som kåres ved de lokale stævner, går videre til en omridning, som bliver afholdt på lørdag. Det finder af hensyn til forsamlingsforbuddet sted på et privat areal, hvor de indbudte gæster skal medbringe stole, så man stadig overholder coronarestriktionerne. Selve omridningen live-transmitteres via Ringriderfestens hjemmeside www.ringriderfesten.dk

Da Ringriderfesten 2020 officielt er aflyst, bliver der udelukkende tale om uofficielle titler, der ikke kommer i historiebøgerne. De bedste ryttere rider dog ikke tomhændet hjem. Den samlede præmiesum vil fortsat være 7.500 kr.