TV der bevæger dig

COVID-19

Kom i gratis sofaskole med TV SYD

TV SYD tilbyder fra torsdag gratis sofaskole på tvsyd.dk for alle børn i 0.-9. klasse.

Foto: Sofaskolen.dk

Alle landets offentlige skoler og daginstitutioner er lige nu lukket for at begrænse smitten af coronavirus, og det betyder, at der skal findes alternativer, når eleverne skal lære. Og her er der hjælp at hente lige her.

Sammen med de øvrige TV 2-regioner tilbyder TV SYD i samarbejde med Egmont/Alinea fjernundervisning fra torsdag 19. marts. Her på tvsyd.dk kan elever fra 0.-9. klasse komme i sofaskole alle hverdage. Fagene: dansk og matematik.

Her kan du høre mere om Sofaskolen:

- Det ER jo en udfordring i mange hjem, at børnene er hjemme, og forældrene samtidig skal arbejde hjemme. Selv om det også kan være meget hyggeligt at få foræret noget tid sammen, så vil der stadig være tidspunkter, hvor der er behov for aktiviteter hver for sig. Og der er Sofaskolen en god mulighed, siger Betina Bendix, direktør for TV SYD.

Sådan fungerer undervisningen

Hver dag kan du her på tvsyd.dk finde nye undervisningsvideoer. Fra klokken 08.00 er en undervisningvideo klar til elever i 0.-3. klasse. Videoen er en kort undervisningsvideo, og herefter kan der arbejdes videre med undervisningsmateriale, som kan findes på sofaskolens hjemmeside

Fra klokken 09.00 er der undervisning til elever i 4.-9. klasse. Det foregår via livestream. Her kan eleverne også finde undervisningsmateriale på sofaskolens hjemmeside, så de kan forberede sig inden dagens livestream.

Sofaskolen har tre undervisere - Josefine, Aslak og Anders. Anders står for undervisning af 0.-3. klasse, Josefine underviser 4.-6. klasse, imens 7.-9. klasse får Aslak som underviser. 

- Vi fik ideen fra Aslak Gottlieb og greb den straks. Vi tror, det bliver sjovt for børnene at deltage i, siger Betina Bendix.

Elevernes UNI-login skal bruges for at se undervisningsmaterialet. Har man glemt det, skal man tage fat i sin skole.

Mest sete på tvsyd.dk