Politiet åbner endnu en grænseovergang allerede lørdag

Syd- og Sønderjyllands Politi åbner grænseovergangen i Padborg, så der nu er i alt fire overgange, når Danmark natten til mandag åbner for øget indrejse. 

Efter tre måneder med blot tre grænseovergange ved den dansk-tyske grænse, vil Syd- og Sønderjyllands Politi allerede fra lørdag åbne endnu en overgang.

Ligesom de tre andre overgange vil grænseovergangen i Padborg først natten til mandag ved midnat  administreres efter de nye regler, og der vil ifølge politiet blive sat ekstra personale ind for at håndtere de mange rejsende, der forventes at ville til Danmark.

- Vi har en forventning om, at trafikken vil stige markant. Det er også derfor vi har indkaldt ekstra personale fra både politi og Forsvaret på arbejde. Vi har besluttet at åbne i Padborg allerede fra lørdag morgen klokken 7 åbner for at komme godt i gang. Vi vil gerne være klar til at håndtere den stigning i trafikken, vi forventer først for alvor slår igennem mandag, siger Brian Fussing fra Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA) til TV SYD.

Mest trafik ved Frøslev

De nye rejseregler betyder blandt andet, at tyske turister, der har lejet et sommerhus i mindst seks døgn, atter kan passere grænsen. Samtidig åbnes grænsen helt for de knap tre millioner borgerne i delstaten Slesvig-Holsten. 

- Statistisk kan vi se, at det største tryk er på grænseovergangen ved Frøslev (motorvejen, red.) Dernæst er det Kruså, der er næsten på niveau med Frøslev. Så ligger Sæd og Padborg lige bagefter. Det en viden, der er baseret på vores erfaringer fra tidligere samt antallet af kontrollerede personer. Det giver en indikation af, hvor meget trafik der kommer, siger han.

Selvom flere personer nu har ret til at rejse ind i Danmark, er der fortsat fuld grænsekontrol. For at undgå kø ved grænsen, opfordrer politiet de rejsende til at vælge rejsetidspunktet med omhu.

- Vi er meget opmærksomme på situationen og gør vores bedste for, at trafikken skal glide bedst muligt samtidig med, at vi skal gennemføre indrejsekontrollen. Desuden opfordrer vi de rejsende til at følge med i trafiksituationen og overveje at køre mod Danmark på ydertidspunkter, hvor trafikken måske ikke vil være så tæt, forklarer politiinspektøren.

For at få den mest effektive grænsekontrol, vil politiet tage udgangspunkt i de fysiske forhold ved de enkelte overgange.

- Ved Frøslev har vi fokus på, at lastbilerne kan komme hurtigt ind over grænsen. Derfor dedikerer vi også det ene spor primært til lastbiler og varebiler med gods. Derudover har vi også drøftelser med tysk politi og myndigheder om at optimere skiltning, så vi gør det så effektivt som muligt, fortæller Brian Fussing.

Disse ti grænseovergange har været spærret i tre måneder. Lørdag åbner overgangen ved Padborg, der ligger mellem overgangene i Kruså og Frøslev.
Disse ti grænseovergange har været spærret i tre måneder. Lørdag åbner overgangen ved Padborg, der ligger mellem overgangene i Kruså og Frøslev.
Foto: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Padborg åbner lørdag

Grænseovergangene i Frøslev, Kruså og Sæd har døgnåbent, mens grænseovergangen i Padborg åbnes allerede fra i morgen lørdag den 13. juni klokken 07.00 – og er åben dagligt mellem klokken 07.00 og 23.00. 

Siden lørdag den 14. marts har det kun været muligt at passere den dansk-tyske grænse i Sønderjylland tre steder, nemlig i Kruså, Frøslev og Sæd. Samtidig bad regeringen Aabenraa og Tønder Kommuner om at lukke alle mindre overgange, så det kun tre steder har været muligt at komme ind eller ud af Danmark.

Grænseovergangene de tre steder har siden været åben for danske statsborgere og udlændinge med såkaldte anerkendelsesværdige formål.