Regionens borgmestre er næsten tilfredse med genåbningen

Den anden fase af genåbningen af Danmark indebar ikke åbningen af den dansk-tyske grænse. Til trods for det er der glæde at spore hos regionens borgmestre.

- Jeg havde gerne set, at vi var kommet helt i mål.

Sådan lyder udmeldingen fra Vardes borgmester, Erik Buhl (V), der også er formand for Partnerskab for Vestkystturisme, som blandt andet omfatter Varde, Esbjerg, Fanø og Tønder kommuner. Han havde håbet, at grænsen mellem Danmark og Tyskland var åbnet, så turisterne igen kunne leje sommerhuse i Danmark.

I den nye aftale om genåbningen af Danmark står der, at regeringen er i dialog med nabolandene, og at der senest den 1. juni kommer en udmelding om grænseåbningen. Det glæder Erik Buhl.

- Jeg har ment, at hele problematikken i forhold til turisme og økonomi i forhold til grænselukningen har været underprioriteret. Nu kan jeg se, at mange partier har taget det med til forhandlingsbordet, og at der er kommet fokus på det, siger han til TV SYD.

Sommerhusejerne på fx vestkysten må dog se frem til usikkerhed lidt endnu.

- Jeg havde selvfølgelig gerne set, at der var kommet en fast dato. Så havde turister og sommerhusejere bedre kunnet forholde sig til, om man skal beholde sin booking osv. Når det nu ikke kunne være sådan, er jeg trods alt glad for, at der snart kommer en åbning af grænsen, siger Erik Buhl. Han håber dog, at åbningen sker før juni.

- Jeg går lidt og håber på, at grænsen allerede bliver åbnet i midten af maj – men om ikke andet er det bedre, at det er 1. juni end 1. juli. Højsæsonen er utrolig vigtig at få med, fortæller han.

Fakta

  1. I 2019 havde tyske turister det højeste antal overnatninger i tyve år: 16,8 millioner.
  2. Omsætningen fra de tyske turister satte rekord med mere end 15 milliarder kroner.
  3. En stor del af omsætningen ligger hos de jyske vestkystkommuner. Her står tyske turister for mere end halvdelen af alle overnatninger.
  4. Åbning af grænsen til Tyskland før højsæsonen i juni, juli og august er altafgørende for erhvervslivet, borgerne, kommunernes økonomi og lokale jobs.

Kilde: Partnerskab for Vestkystturisme.

Sønderborgs borgmester stoler på behovet for en grænselukning

En anden kommune, der mærker konsekvenserne af lukningen af grænsen til Tyskland, er Sønderborg. Borgmester Erik Lauritzen (S) stoler på, at grænselukningen fortsat er vigtig i forhold til at mindske smittespredningen.

- Jeg føler meget med vores turisterhverv og detailbranchen. Jeg er også sådan indstillet, at når sundhedsmyndighederne vurderer, at det er det bedste at lukke grænsen, har jeg respekt for det. Jeg kommer ikke til at råbe højt over det. Vi må respektere, at der er andre, der er klogere end os. Men det er hårdt for os, fortæller han til TV SYD.

Ligesom Erik Buhl håber han dog, at grænsen bliver åbnet hurtigst muligt.

- Hvis det fortsat går godt i forhold til smittespredning, så håber og tror jeg på, at en grænseåbning kommer på tale, hvis det er forsvarligt. Det er rigtig hårdt og dyrt for vores kommune. Jeg appellerer da også til, at man stille og roligt åbner grænsen. Sommetider lyder det dog som om, at nogen tror, de vil holde grænsen lukket i længere tid end nødvendigt; det tror jeg simpelthen ikke på, siger Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune.