23-årige Sofie er tømrer, og flere kvinder vil være som hende

Der kommer flere kvindelige lærlinge i byggebranchen, viser nye tal. En af dem er Sofie Hollænder Kristensen, og hun er kun blevet mødt med positivitet i tømrerfaget.

Klokken er syv fredag morgen, og efter at være gået op ad 248 trin er Sofie Hollænder Kristensen nået til dagens arbejdsplads. 52 meter højt oppe - i tårnet af Ribe Domkirke. 

Kulden bider og vinden suser forbi Sofies ører, mens hun sammen med sine to mandlige kollegaer lægger et nyt terrassedæk. Det har hun været i gang med de seneste uger, for 23-årige Sofie er i lære som tømrer. Et arbejde, som hun virkelig elsker og holder af. 

quote

Der er det her stereotype billede af, at mænd er håndværkere, og kvinder går på gymnasiet, og det, synes jeg, er fedt, at de gør op med.

Sofie Hollænder Kristensen, tømrerlærling

- Det er fedt at kunne lave et produkt med sine hænder og kunne se andre få gavn af det, man laver. Jeg synes, det er en fornøjelse at vide, hvor mange der kommer til at bruge det her mange år frem, siger Sofie. 

Hun er den eneste kvinde blandt 34 medarbejdere i det firma, hvor hun arbejder, men faktisk tager flere og flere kvinder en praktikplads i byggebranchen. Fra 2017 til i år er antallet af kvindelige lærlinge steget med 27 procent, viser nye tal fra Undervisningsministeriet, som Licitationen har gennemgået. 

Kvinder kan også i byggebranchen

Det er noget, Sofie er glad for at høre. 

- Jeg synes da, det er super, at der er nogen, der har modet til det. For der er det her stereotype billede af, at mænd er håndværkere, og kvinder går på gymnasiet, og det, synes jeg, er fedt, at de gør op med, siger Sofie, der kun er blevet mødt med positivitet fra mændene på byggepladserne. 

De kan formentligt snart se frem til at få endnu flere kvindelige kollegaer, og de skal være meget velkomne, hvis man spørger blikkenslager Klaus Mikkelsen fra Bramming. 

- Tonen kan måske blive bedre, hvis der er piger. Hun falder ind ligesom alle andre, men om det er det ene eller det andet køn, det kan næsten være ligemeget, fortæller Klaus Mikkelsen. 

Sofie Hollænder Kristensen opfordrer andre kvinder til at gå ind i byggebranchen. 
Sofie Hollænder Kristensen opfordrer andre kvinder til at gå ind i byggebranchen. 
Foto: Stefan Jørgensen, TV SYD

At være sart dur ikke

Sofie har to søstre, så sniksnakken blandt kvinder på arbejdspladser savner hun ikke, og billederne af de nøgne kvinder i skurvognene har hun lært at leve med, men hun erkender da også, at man måske ikke skal være helt så sart, hvis man skal arbejde på en byggeplads. 

- Man får opbygget et filter, hvor det, mændene nogle gange siger, ryger ind og ud. De skal bare have igen, siger Sofie, og det har hun tænkt sig at fortsætte med mange år endnu. 

Men næste gang terrassedækket på toppen af Ribe Domkirke skal fornyes, så bliver det nok ikke Sofie, der skal lægge det. 

- Jeg tror, de regner med, at dækket skal holde 50 år. Så når jeg er gået på pension, kan det være, der er nogle andre piger, der får lov til at skifte dækket heroppe – det håber jeg da på, siger Sofie.