33-årig dømt for ikke at hjælpe døende kvinde

En mand fra Esbjerg undlod at yde førstehjælp eller ringe efter hjælp, da en 24-årig kvinde var i livsfare på grund af en overdosis narkotika.

En 33-årig mand fra Esbjerg er ved en domsmandsret ved Retten i Esbjerg idømt ni måneders fængsel for dels at have begået et seksuelt overgreb mod en 24-årig kvinde, der var stærkt narkotikapåvirket, dels at have set passivt til mens kvinden døde af en overdosis narkotika.

Det seksuelle overgreb fandt sted den 17. januar 2020 i en lejlighed i Esbjerg, hvor kvinden var så påvirket af narkotika, at hun ikke kunne modsætte sig handlingen.

To uger senere, den  2. februar 2020, befandt den 33-årige i en lejlighed sammen den 24-årige kvinde, hvor kvinden var i livsfare på grund af en overdosis narkotika.

Trods kvindens tilstand undlod den 33-årige at yde førstehjælp eller at ringe 112, hvorefter kvinden afgik ved døden i boligen.

Delte billeder af offeret

Den 33-årige blev fundet skyldig blandt andet på baggrund af videooptagelser, som han selv havde lavet med sin telefon. 

Han blev dømt for blufærdighedskrænkelse mod kvinden og for uberettiget og under skærpende omstændigheder at have delt billeder af den afdøde kvinde.

Den 33-årige blev endvidere dømt for i flere tilfælde at have købt hård narkotika i udlandet, der blev sendt med postvæsenet. Narkotikaen blev opdaget i forbindelse med Toldvæsenets kontrol af breve og pakker fra udlandet.

Den 33-årige nægtede sig skyldig i størstedelen af forholdene, men modtog alligevel dommen, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.