60 par slår pjalterne sammen lørdag

Datoen i dag - d. 18.8.18 - er en populær dato blandt forelskede par i Esbjerg Kommune. Faktisk så populær, at 60 par har valgt at love hinanden evigt troskab netop i dag.

Champagnen er sat på køl, kirkeklokkerne bimler, og hos giftefogederne i Esbjerg Kommune er der udsigt til en noget længere dag på kontoret end normalt. Dagen står nemlig i kærlighedens tegn, når intet mindre end 60 udenlandske og danske par siger ja til hinanden. Af de 60 har 24 par valgt Det Gamle Rådhus i Ribe til at danne rammen om deres store dag, og derfor er åbningstiden i dagens anledning udvidet til kl. 23.59.

- Det er sådan en særlig dag i dag d. 18.8.18, så vi vil ikke lade os begrænse af kun at holde vielser om dagen, fortæller Marianne Kirkegaard, kontorchef for vielsesområdet.

quote

Dagen emmer af romantik, så selvom dagen bliver lang, så synes jeg ikke, at det føles som en arbejdsdag.

Marianne Kirkegaard, kontorchef for vielsesområdet

En glædens dag
På Det Gamle Rådhus i Ribe er det lykkedes at finde tid til alle de par, som har henvendt sig med et ønske om at blive gift netop i dag. Derfor begyndte vielserne klokken 10 lørdag formiddag, og det sidste par kan kalde sig for ægtefolk lidt før midnat i aften.

- Dagen emmer af romantik, så selvom dagen bliver lang, så synes jeg ikke, at det føles som en arbejdsdag, fortæller Marianne Kirkegaard.  

Også i Ting og Arresthuset i Esbjerg er der godt gang i ægteskabsløfterne, hvor seks par står til at sige ja til hinanden. Derudover har flere par valgt at lade sig vie til mere private arrangementer udendørs i Ribe og Esbjerg.

Både på Det Gamle Rådhus i Ribe og i Ting og Arresthuset i Esbjerg vil Esbjerg Kommune byde på champagne og snacks til de mange nygifte par og deres gæster.