Han bor på Mandø. Forfatteren Jan Egesborg. Her er angstprovokerende mørkt, synes han.
- Jeg har boet i Sønderho og i Nordby på Fanø i 10 år. Der var meget mørkt, syntes jeg. Men så flyttede jeg til Mandø den 1. januar i år. Og mørket på øen her...der er virkelig mørkt!
Hans angst for sortheden fik ham til tasterne. Han begyndte at skrive en historie om døden. Det var som terapi.
- Mørkets trussel forsvandt, og nu holder jeg af det, siger han.
Jeg er blevet 61 år, og afslutningen på livet er blevet nærværende
To døende mødes
En kvinde (Anna) og en mand (Martin) er begge ramt af kræft. Dommen er sort som det dybeste mørke. De er døende.
De to er begge taget til den lille vadehavsø Mandø. De kender ikke hinanden, men skæbnen – eller tilfældighedernes spil - gør, at de mødes. Det bliver afgørende for dem begge.
Det er rammen i romanen "Solskin i januar", der udkommer i morgen torsdag.
Døden er blevet nærværende
Historien skubber uundværligt til den aktuelle debat om aktiv dødshjælp. ”Det kom fra hjertet”, som han siger.
- Jeg er blevet 61 år, og afslutningen på livet er blevet nærværende. Også fordi flere af mine venner er blevet alvorligt syge, og nogle er døde.
De to i den lille bog står i en endnu mere nærværende situation. Døden puster dem i nakken. Der opstår et bånd mellem dem. Hvordan vil de møde deres uundgåelige skæbne?
- Afslutningen vil jeg helst ikke røbe for læseren, siger Jan Egesborg.
Tilhænger af aktiv dødshjælp
Selv er han stærk tilhænger af aktiv dødshjælp.
- Det er en menneskeret at bestemme over sit eget liv. Og dermed også hvordan vi ønsker at afslutte det, siger forfatteren og fortsætter:
- Den smertebehandling af døende, jeg har set, var nedværdigende. Hvorfor give døende smertestillende medicin blot for at se, at vedkommende langsomt fader ud og forsvinder fra de nære pårørende? Vi kan få al mulig hjælp til at føde på alle mulige måder – hjemme, på sygehuset, i et badekar, i en seng, stående – men der lukkes af for mulighederne, når vi skal herfra.
Prisbelønnet fotograf
Hans roman udkommer torsdag den 16. november på forlaget Fahrenheit. Det er et forlag, der har specialiseret sig i tegneserier, og det var meningen, at bogen skulle illustreres med tegninger.
Men ideen blev skrottet. I stedet kom fotografen Lars Roed ind i billedet. Han er blevet kendt for sine smukke og poetiske – men også storladne – fotos fra Mandø og Vadehavet.
- Vi har ikke set hinanden, men da jeg ringede til ham, var han heldigvis med på ideen. Jeg synes, hans fotos passer perfekt til skæbnefortællingen om de to, siger Jan Egesborg.
Lars Roed er glad for at være med. Især fordi det er et lokalt samarbejde om den helt særlige natur, som vadehavsområdet er.
- Jeg vil gerne have, at man kan finde eller genfinde roen gennem mine billeder. Uanset om det er en del af hverdagen eller som i bogen - måske - den sidste del af livet, siger den prisbelønnede Lars Roed.
Tilbage til mørket
Netop nu sidder Jan Egesborg og storsveder i den nordlige del af Thailand.
- Det er den fattigste del. Jeg bor i en lille landsby. Her er al den ro, jeg har brug for til at skrive, fortæller han.
Men snart er han tilbage på Mandø.
- Jeg kan bedst lide vinteren der. Så er der ikke ret mange turister, men masser af mørke, siger han.
