Anklager ser dom for digitale krænkelser som vigtigt pejlemærke

Dom på seks års fængsel sender ifølge anklager et signal om, at der slås hårdt ned på online krænkelser.

En 35-årig mand fra Bramming ved Esbjerg blev onsdag idømt seks års fængsel i en omfattende sag om digitale sexkrænkelser.

Det er en historisk stor sag, lyder det fra specialanklager Henning Fuglsang Sørensen ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Det er på alle måder en sag, der sprænger alle dimensioner. Både når det gælder antallet af forurettede, antallet af forhold, sagens længde og omfang.

- Derfor har det også været svært at finde den rigtige strafposition. Jeg er tilfreds med, at retten har fulgt vores anbefaling om, at det skal koste dyrt.

I hidtil stort omfang

Specialanklageren kalder dommen for "et vigtigt pejlemærke" i forhold til fremtidige sager af samme karakter.

Manden blev dømt for via sociale medier at have taget kontakt til 106 drenge og lokket - og i nogle tilfælde presset og truet - dem til at sende seksuelle billeder og videoer af sig selv.

Det er alt sammen set før, men ikke i så stort et omfang som her.

Desuden hæfter Henning Fuglsang Sørensen sig ved, at retten i flere tilfælde også har dømt for en kriminel hensigt hos den tiltalte.

- Det principielle er, at der er faldet dom for, at han har taget kontakt til de her drenge og i mange tilfælde forsøgt at mødes med dem.

- En del af den hårde straf afspejler, at retten ser med stor alvor på det at tage kontakt med mindreårige med henblik på at mødes, siger anklageren.

Anholdt på station

Kun i ét tilfælde lykkes det den tiltalte rent faktisk at mødes med en af drengene.

En 13-årig dreng var netop ankommet på løbehjul til Jerne Stadion i Esbjerg.

Men politiet havde fået nys om mødet og anholdt manden, før der skete noget seksuelt.

Der er tale om drenge, der var mellem 10 og 14 år på gerningstidspunktet.

Nogle af dem har afgivet forklaring i retten, men de fleste har afgivet forklaring via video.

Anket til landsretten

Sagen har ifølge anklageren sat sig spor hos mange af drengene.

- Det er meget forskelligt, hvor meget drengene har nået at opfatte. Nogle drenge har først fundet ud af, hvad der skete, da de blev kontaktet af politiet.

- Andre drenge har haft en lang snak med forældrene og haft det rigtig svært psykisk, i tiden efter at de blev udsat for de her ting, siger Henning Fuglsang Sørensen.

Den dømte har erkendt besiddelse af tusindvis af børnepornografiske billeder og videoer. Men han har nægtet sig skyldig i de øvrige forhold.

Manden har anket dommen til landsretten.