Beruset flugtbilist skal i fængsel efter trafikdrab

En 34-årig mand er onsdag formiddag blevet idømt halvandet års fængsel ved Retten i Esbjerg, der fandt ham skyldig i uagtsomt manddrab, spritkørsel og at flygte fra ulykkesstedet.

Den 34-årige mand, der er fra Nordjylland, blev idømt halvandet års ubetinget fængsel og fems års betinget frakendelse af førerretten.

Desuden blev den dømtes bil også konfiskeret. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

For præcis fire måneder siden, søndag den 14. juni lidt over middag, ramte den 34-årige på Tarp Byvej i Tarp bagfra en 63-årig mandlig cyklist, der blev dræbt på stedet.

Den 34-årige stoppede ikke op, men flygtede i stedet fra ulykkesstedet - han blev siden efter flere anmeldelser for vild kørsel anholdt i Vejen i en Skoda med skader på bilens front.

En spritusprøve viste, at flugtbilisten havde en promille på 2,24.

På den baggrund blev den 34-årige onsdag fundet skyldig i uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder samt for spirituskørsel.

Den 34-årige nægtede sig skyldig, da han troede, at det var et dyr, som han havde ramt -  men han modtog dommen.