Brand i ejendom Kirsten blev fanget sin lejlighed

Kirsten Andersen var fanget i sin lejlighed i Esbjerg i nat, da der udbrød brand i hendes opgang. Hun husker ikke, hvem der reddede hende ud.

Det har været en frygtelig nat for 75-årige Kirsten Andersen. Hun er beboer i den opgang på Mølleparkvej i Esbjerg, hvor der i nat udbrød brand. Hendes lejlighed ligger ved siden af den lejlighed, hvor branden opstod. 

- Jeg vågnede, fordi der var larm fra gaden. Jeg troede, det var nogle unge mennesker, men da jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg se det helt store opløb. Det var kaos, fortæller hun til TV SYD. 

quote

- Jeg forestillede mig, at gå direkte ind i ilden, hvis jeg åbnede døren.

Kirsten Andersen, Esbjerg

For natten var oplyst af blå blink, og på græsset foran ejendommen stod flere beboere i nattøj. Der var udbrudt brand på den samme etage, som Kirsten Andersen bor på. Men da hun vil forlade sin lejlighed, kan hun se flammer igennem sin dørspion, og hun tør ikke andet end at blive indenfor. 

- Jeg forestillede mig, at gå direkte ind i ilden, hvis jeg åbnede døren, siger Kirsten Andersen til TV SYD. 

Så hun venter - uden helt at være klar over, hvad hun venter på.

- Jeg tænkte slet ikke. Jeg tog ikke en gang tøj på. Jeg gik rundt i nattøj, fortæller hun. 

Fanget i lejligheden

Hun har ingen fornemmelse af, hvor lang tid, der er gået, da hun bliver ringet op af en veninde. Veninden bor på ejendommens tredje etage, hun er selv kommet ud og står nu på græsset foran bygningen og kan ikke få øje på Kirsten. 

- Jeg fortæller hende, at jeg ikke kan komme ud, siger Kirsten Andersen. 

I løbet af kort tid bliver hendes dør banket ind, og hun bliver fulgt ned af trapperne og ud af lejligheden, men hun husker ikke af hvem. 

Indlagt sammen med naboerne

Kirsten Andersen og ni andre beboere blev i nat kørt til Esbjerg Sygehus for blandt andet at blive kontrolleret for røgforgiftning. Ingen af dem er kommet alvorligt til skade. 

- Vi har siddet og fortalt dårlige vittigheder på sygehuset, for vi har brug for at tale om det og for at grine, fortæller Kirsten Andersen. 

Hun blev udskrevet ved 11-tiden, og har kortvarigt været tilbage i sin lejlighed, hvor TV SYD mødte hende. Men lejligheden lugter så meget af røg, at hun nu skal genhuses. 

- Jeg kan mærke, at jeg er mere rystet nu. Det gør mig ked af det, at der lugter så meget af røg, og at jeg ikke kan være hjemme, men det er trods alt i småtingsafdelingen, siger Kirsten Andersen.