Brand i ejendom Reddede nabo ud af brændende lejlighed

Opgang i 12-etagers etageejendom med 46 lejligheder evakueret på grund af brand. 63-årig reddet ud af brændende lejlighed.

En hurtig indsats fra en nabo var årsag til, at en brand i et højhus i Esbjerg i nat ikke fik tragiske følger for den 63-årige beboer i en brændende lejlighed på 7. etage.

Beboeren kunne ikke komme ud ved egen hjælp. Det var derfor en nabo, der i tide fik reddet ham ud, fortæller vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr Jensen, til TV SYD.

Naboen - 23-årige Dilan Rashied - fandt sammen med sin hustru, Christina Jensen, den 63-årige beboer på dørtrinnet ind til den brændende lejlighed og måtte bære ham ud af bygningen.

- Han kunne ikke selv komme ud, så min kæreste bar ham ned af trapperne, fortæller Christina Jensen til TV SYD.

quote

Det var en hurtig og dygtig indsats fra brandvæsen, politi og en beboer, der er årsag til, at det ikke gik værre, end det gjorde.

Ivan Gohr Jensen, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politi og brandvæsen blev alarmeret kort efter midnat. Røgudviklingen var så voldsom, at en hel opgang med 46 lejligheder måtte evakueres.

Politi og røgdykkere vækkede sovende beboere i flere af lejlighederne for at få dem ud af bygningen, mens slukningsarbejdet stod på.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er branden opstået i lejligheden på 7. etage. Formentlig i køkkenet. Det er dog endnu ikke klarlagt præcist hvor og hvordan, den er opstået. Lørdag formiddag er teknikere i gang med at undersøge brandstedet.

Indstillet til dusør

10 beboere måtte sendes på Sydvestjysk Sygehus til observation for røgforgiftning. Ingen af dem er dog kommet alvorligt til skade, og flere blev lørdag formiddag udskrevet fra sygehuset.

- Det var en hurtig og dygtig indsats fra brandvæsen, politi og en beboer, der er årsag til, at det ikke gik værre, end det gjorde, siger vagtchef Ivan Gohr Jensen.

Politiet indstiller nu den 23-årige mand, som reddede sin nabo ud af den brændende lejlighed på 7. etage til en dursør for "en ekstraordinær god indsats", fortæller Ivan Gohr Jensen.

En af de 60 beboere, der måtte evakueres, er 93-årige Gerda Thomsen. Hun bor lige under den lejlighed, hvor ilden opstod, og en brandmand måtte bringe hende i sikkerhed ved at bære hende ned ad trapperne fra 6. etage, fordi elevatoren var ude af drift.

quote

Jeg er helt okay. Har slået mit ben, men ellers er jeg bare træt, 

Gerda Thomsen, folkepensionist, Esbjerg.

- Jeg er helt okay, siger Gerda Thomsen til TV SYD efter den dramatiske nat.

- Jeg har slået mit ben, men ellers er jeg bare træt, siger hun. 

Gerda Thomsen er nu tilbage i sin lejlighed. Men så heldige er ikke alle beboere i ejendommen.

Branden forårsagede nemlig stor brandskade på den lejlighed, hvor ilden opstod, og flere andre lejligheder i opgangen er sod- og vandskadede efter brand og slukningsarbejdet.

Det betyder, at beboerne i flere af lejlighederne ikke kan komme tilbage til deres boliger, og de bliver nu genhuset.