Citychef jubler over genoplivning af traditionsrigt initiativ

Siden 1999 har konfirmander i Esbjerg og omegn kunnet købe et Blue Action Card, så de var sikret en blå mandag med smæk på. Sidste år kunne kommunen melde ud, at ordningen sluttede. Lokale kræfter vil det dog anderledes.

Om få måneder skal konfirmationen fejres på blå mandag for landets konfirmander.

Traditionen tro vil det igen være muligt at købe et Blue Action Card i Esbjerg, hvor der i år vil være mulighed for at prøve kræfter med 35 forskellige aktiviteter.

Blue Action Card stod dog for få måneder siden til at høre fortiden til. Esbjerg Kommune kunne i slutningen af 2023 fortælle, at de som initiativtager oplevede en dalende interesse for kortet og aktiviteterne blandt de unge, så derfor ville de nedlægge muligheden for aktiviteter på blå mandag.

Det fortæller Mike Goltermann Lassen, der er formand for bestyrelsen, der står bag initiativet, til TV SYD.

quote

Blue Action Card er virkelig indbegrebet af Esbjerg-DNA. Det er med til at gøre Esbjerg unik, for der er ikke ret mange byer, der tilbyder noget lignende

Brigitta Christensen, citychef, Esbjerg City

Lokale kræfter ville det dog anderledes.

- Jeg blev skuffet, da jeg kunne læse, at kommunen havde valgt at skrinlægge projektet. Det er jo et supergodt tiltag, hvor man kan give de unge en mulighed for at hygge sig med aktiviteter, i stedet for at de skal tage til andre byer, hvor dagen mest af alt går med shopping for deres konfirmationspenge. Derfor tænkte jeg, at vi må gøre noget for at sikre en blå mandag med action og under ordnede forhold, siger Mike Goltermann Lassen.

Blue Action Card 2024

Blue Action Card 2024 består af 35 aktiviteter, hvoraf flere vil være nye i forhold til tidligere. For eksempel vil foreningen Striben i Esbjerg og Syd- og Sønderjyllands Politi i fællesskab afholde et arrangement, hvor man kan blive kørt rundt i bil.

For de 400 kroner, som billetten koster, vil konfirmanderne få kørsel rundt i byen, der vil blive afholdt en fest for dem med en DJ, ligesom de får aftensmad på det lokale street food.

Billetterne kan købes på Blue Action Card's hjemmeside.

Initiativtageren fortæller, at det er hans opfattelse, at de unge i landsdelen i de senere år har ment, at Esbjergs Blue Action Card var blevet for støvet og utidssvarende.

For ikke at ende i samme situation har bestyrelsen bag det nye Blue Action Card allieret sig med Sport & Event Park Esbjerg, der ifølge Mike Lassen har fingeren på pulsen i forhold til, hvad de unge efterspørger.

Derudover vil bestyrelsen også pege nogle af konfirmanderne ud, som skal give dem tilbagemeldinger på, hvilke aktiviteter de unge ønsker sig fremadrettet.

- Jeg bekymrer mig ikke over, om vi skal ende i samme situation som kommunen gjorde. Jeg mener, at vi har nogle gode forudsætninger for at lykkes, selvom vi er sent ude. Så i år forventer vi ikke at nå at få en volumen, men det gør vi forhåbentlig over tid. Vores succeskriterie er, at de unge vælger initiativet til, for vi er en nonprofit forening, så ingen skal tjene penge på det, siger Mike Lassen.

Blue Action Card byder på mange forskelligartede aktiviteter.
Blue Action Card byder på mange forskelligartede aktiviteter.
Foto: Esbjerg Blue Action Card

Indbegrebet af Esbjerg-DNA

Blandt samarbejdspartnerne er også byens butikker. Derfor er citychef i Esbjerg Brigitta Christensen - nok ikke så overraskende - glad for, at Blue Action Card er tilbage.

- Blue Action Card er virkelig indbegrebet af Esbjerg-DNA. Det er med til at gøre Esbjerg unik, for der er ikke ret mange byer, der tilbyder noget lignende. Derfor er jeg rigtig glad for, at det består, fordi det er en fin måde, hvor de unge mennesker kan være tæt på deres by, og hvor der foregår en masse aktiviteter, som de fleste normalt ikke ville kunne have mulighed for at deltage i, siger Brigitta Christensen.

Foruden at give konfirmanderne en special dag er der også et længere sigte med dagen, mener Brigitta Christensens. 

- Arrangementet trækker selvfølgelig også udefrakommende til fra hele Syd- og Sønderjylland, så det er også en måde for Esbjerg at vise, hvad vi kan, så man får lyst til at bo, handle og uddanne sig her på et senere tidspunkt i livet, siger hun.