Efter to år er den nu klar: Danmarks største legepark indvies

Lørdag åbnede landets største legepark i Ribe, og den har fået navnet Riplay Børnenes Ribe.

Danmarks største legepark ligger nu officielt i Ribe. Hele 12.500 kvadratmeter er parken, som har alt hvad børn og barnlige sjæle kan drømme om.

Lørdag formiddag stod massevis af spændte børn klar til at indvie parken, som har været to år undervejs fra ideen og den første skitse opstod til den i dag kunne opleves. 

Viktor Geiser Hansen var en af de mange, der stod klar til åbningen. 

- Jeg har været sindssygt spændt og glædet mig til den her dag i så lang tid, og nu skal jeg endelig prøve det hele, det er så fedt, fortæller han. 

For Viktor Geiser Hansen var dagen i dag længe ventet.
For Viktor Geiser Hansen var dagen i dag længe ventet.
Foto: Jeppe Vestergaard Jensen, TV SYD

Riplay er for børn i alle aldre, hvor leg og fysisk aktivitet er omdrejningspunktet. 

Samlet har parken kostet 13,5 millioner kroner, hvor 5,2 millioner kroner er skænket af lokale virksomheder, donationer og så har kommunen skudt 3,7 millioner kroner i projektet.

B255F5CD-E4A5-4633-AA69-C48FF427AF4C
Foto: Jeppe Vestergaard Jensen, TV SYD

Åbningen af den nye legepark glædede ikke kun de mange fremmødte børn, men også Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost, der var mødt op for at indvie parken. 

- Legeparken passer perfekt til Ribe, for nu har vi noget som alle kan komme og bruge ganske gratis, og så kan de forhåbentlig bruge nogle timer i byen og købe is eller besøge et par museer i samme omgang. 

Massevis af børn var mødt op til åbningen for at prøve byens nye legepark.
Massevis af børn var mødt op til åbningen for at prøve byens nye legepark.
Foto: Jeppe Vestergaard Jensen, TV SYD

Svævebanen i parken er inspireret af Vadehavet og fuglene, ligesom resten af parkens aktiviteter også er inspireret af Ribe.

Legeparken er åben for offentligheden året rundt fra klokken 8.00-22.00.