Esbjerg drømmer om jobboom efter Brexit

Især Esbjerg Havn forventer, at et britisk EU-farvel kommer til at betyde, at der snart bliver brug for mere arbejdskraft.

Efter torsdagens konservative sejr i det britiske parlamentsvalg er vejen nu banet for et endeligt Brexit.

I Esbjerg håber de på, at det kommer til at betyde, at der fremover skal transporteres mere gods med skib fra Esbjerg over Nordsøen til England.

- Selvom det er på en lidt trist baggrund, så tror jeg på, at det her kommer til at skabe nogle flere arbejdspladser. Der er allerede daglige afgange til England, og det er vi klar til at forøge, fortæller Esbjerg borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Forberedelserne til mere aktivitet på havnen har allerede været i gang længe.

En ny terminal på 40.000 kvadratmeter er netop blevet færdig, og Esbjerg Havn er klar til den nye virkelighed, der venter efter Brexit.

Mere toldbehandling

Den helt store forskel med et Storbritannien, der er inde eller ude af EU, er blandt andet toldbehandlingen af de varer, der skal en tur over Nordsøen.

Når det bliver et endeligt farvel til EU, skal toldkontrollen af varerne udvides.

Det vil tage tid, og derfor bliver godset fordelt over flere havne.

Det forventer de i hvert fald i Esbjerg, der er klar til flere godsruter.