Hendes tics forsvinder, når hun sidder på motorcyklen

Esbjerg dannede skærtorsdag ramme for byens årlige motorcykeltræf, hvor entusiaster kunne vise deres køretøjer frem. En af dem, der trodsede regnen, var 20-årige Freja Uldahl Thomsen.

Motorcykelklubben MC Road Riders forsøger hver skærtorsdag at omdanne torvet i Esbjerg til et motorcykelmekka. I år var det 35. gang, at det årlige træf foregik.

Regnen silede ned, men det forhindrede ikke entusiaster i tætsiddende dragter at vise deres køretøjer frem. Ifølge arrangør og formand i MC Road Riders, Dan Røn, var 1000 motorcyklister fra ind- og udland mødt ind på den våde torsdag.

En af de fremmødte var 20-årige Freja Uldahl Thomsen fra Esbjerg. Hun viste sin egen motorcykel på træffet for andet år i træk. Det gjorde hun på trods af, den ikke er ligeså cool som det væld af andre tohjulede køretøjer på torvet i Esbjerg.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg den, fordi den er billig, og at jeg bare skal have noget, indtil jeg kan opgradere mit kørekort, sagde hun.

Ikke desto mindre elsker den unge esbjergenser at ræse på sin 'mindre seje' motorcykel, når muligheden byder sig.

Og det er ikke mærkværdigt, at den unge motorcyklist bare skulle have den billigste på markedet. Hun er nemlig født ud af en motorcykelglad familie, og derfor fik hun sig et motorcykelkørekort, så snart det kunne lade sig gøre. 

- Det er befriende, for det er en måde at koble af på, når man bare køre en tur og slukker tankerne, siger Freja Uldahl Thomsen.

Freja Uldahl Thomsen ser frem til at få kørekort til at køre en stor motorcykel.
Freja Uldahl Thomsen ser frem til at få kørekort til at køre en stor motorcykel.
Foto: Kristina Højer Nørgaard, TV SYD

Netop at flytte tankerne på en bestemt ting gør, at den unge esbjergenser sætter sig op på motorcyklen og ræser ud på landevejen, hver gang muligheden byder sig.

Hun lider nemlig med hendes egne ord af funktionelle tics, som kan drage paralleller til lidelsen tourette.

Er det ikke farligt, når du kører på motorcykel?

- Det kunne det godt blive, men når jeg kører motorcykel, så er det som om, at mine tics slukker, fordi det er afslappende og befriende. Samtidig skal jeg koncentrere mig, så fokus fra hverdagen forsvinder, siger Freja Uldahl Thomsen.

Blikke når hestehalen stikker ud

Tanken om en motorcyklist leder umiddelbart ikke hen på en ung kvinde på 20 år men snarere fuldvoksne mænd i læderveste.

Regler for motorcykelkørekort

Der er tre forskellige typer motorcykelkørekort:

Kørekort til lille motorcykel (A1)

  • Må tages fra 18 år

  • Giver adgang til at køre en tohjulet motorcykel med et maksimalt slagvolumen på 125 cm3, en maksimal motoreffekt på 11 kW og et forhold mellem motoreffekt og køreklar vægt på højst 0,1 kW/kg og en trehjulet med en motoreffekt på højst 15 kW.

Kørekort til mellemstor motorcykel (A2)

  • Kan tages som 20-årig eller fra 18 år, hvis du er værnepligtig eller mekaniker

  • Giver adgang til en tohjulet motorcykel med eller uden sidevogn med en maksimal motoreffekt på 35 kW og et forhold mellem motoreffekt og køreklar vægt på højst 0,2 kW/kg og ikke afledt af motorcykler med mere end den dobbelte maksimale motoreffekt.

Kørekort til stor motorcykel

  • Kan tages som 24-årig eller som 22-årig, hvis man har haft A2-kørekort i to år

  • Det giver ret til at føre motorcykler, der ikke har begrænset motoreffekt, som er kravet til til kategori A1 og A2.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Freja Uldahl Thomsen er da også en af få kvinder i den motorcykelklub i Esbjerg, hun er en del af.

- Jeg får nogle sjove blikke, når min hestehale stikker ud under hjelmen, men ellers er det ikke sådan, at jeg bliver forskelsbehandlet, siger hun.

Freja Uldahl Thomsen har på nuværende et A1-kørekort, der giver hende adgang til at køre en lille motorcykel. Den absolutte motorcykeldrøm er at få en stor motorcykel, men kørekortet hertil må først tages som 24-årig.