TV der bevæger dig

Hun har et gennemsnit på ni, men skal alligevel til optagelsesprøve i gymnasiet

Nye regler, der sender prøvefri 10. klasseelever til optagelsesprøve på gymnasiet, møder kritik fra flere sider.

Rikke Schrøder går til optagelsesprøve på Ribe Katedralskole på trods af et karaktergennemsnit på ni. Foto: Thor Hedegaard

Rikke Schrøder fra Koldingegnens Idrætsefterskole er ikke specielt nervøs for optagelsesprøven.

- Jeg regner da stærkt med at bestå, siger hun lige dele nervøst og selvsikkert inden optagelsesprøven starter.

For et år siden afsluttede Rikke Schrøder folkeskolens afgangseksamen med et karaktergennemsnit på ni, men på grund af nye optagelseskrav skal hun alligevel til en optagelsesprøve for at komme i gymnasiet.

Rikke Schrøder går lige nu i 10. klasse på en prøvefri linje på Koldingegnens Idrætsefterskole, og derfor kan hun ikke bruge karaktergennemsnittet fra folkeskolen.

Jeg synes, det er fjollet, fordi jeg kunne have fravalgt efterskolen og være kommet direkte ind på gymnasiet.

Rikke Schrøder, efterskoleelev

- Jeg synes, det er fjollet, fordi jeg kunne have fravalgt efterskolen og være kommet direkte ind på gymnasiet. Jeg tænker ikke, at man bliver dummere af at gå et år på efterskole, siger Rikke Schrøder.

Udover optagelsesprøven skal Rikke Schrøder også til en opfølgende samtale på Ribe Katedralskole, hvor hun gerne vil gå. I alt bruger hun to dage væk fra efterskolen på optagelsesprøve og samtale.

Et administrativt monster

Også på Ribe Katedralskole er de godt trætte af de nye regler. I år har de kaldt 20 elever til optagelsesprøve, og af dem kommer 13 fra en prøveløs 10. klasse.

– Jeg synes, vi har brugt rigtig, rigtig meget tid på nogle elever, som formodentlig glider lige ind. Det er et meget stort administrativt monster, siger Jacob Jørgensen, der er uddannelsesleder på Ribe Katedralskole.

- Vi spilder rigtig mange timer på det, men vi giver også eleverne en rigtig dårlig oplevelse med at skulle starte i gymnasiet.

Jacob Jørgensen mener ikke, der noget galt i at holde optagelsesprøver for de elever, som måske ikke er egnede til gymnasiet.

Anni Mathisen, der er ungdomsuddannelsesordfører for Venstre, var med til at vedtage reglerne, der sendte Rikke Schrøder til optagelsesprøve, og hun medgiver i dag, at reglerne ikke er optimale.

- Jeg synes, det er helt godnat, at det skal være sådan. Inden valget blev jeg opmærksom på problemet, som jeg drøftede med Merete Riisager (fungerende undervisningsminister for Liberal Alliance, red.), og lige så snart vi har en ny undervisningsminister, forventer jeg, at vi kan fortsætte den snak, siger Anni Matthisen.

Anni Matthisen forklarer, at hun forestiller sig en løsning, hvor man i et eller to år efter afslutningen af folkeskolen kan gå direkte i gymnasiet, hvis ens karaktergennemsnit er tilstrækkeligt.