Landsretten stadfæster EfB-rekonstruktion
Landsretten har i dag stadfæstet rekonstruktionen af Esbjerg fB. Dermed er rekonstruktionen nu endelig.
Sådan skriver Esbjerg fB på deres hjemmeside, og det er noget der vækker stor glæde hos bestyrelsesformanden i klubben, Flemming Enevoldsen.
- Det er en rigtig god dag for Esbjerg fB. Dem har vi efterhånden haft en hel del af. Det er gået, som vi har håbet og forventet. Arbejdet med at få Esbjerg fB tilbage i god gænge er godt i gang, og vi har ikke ladet kæremålet få indflydelse på vores arbejde, men derfor er det selvsagt stadig rigtig dejligt, at få denne sidste knast af vejen, siger han til efb.dk.
Esbjerg Investment Limited ført an af Paul Conway kærede Skifterettens afgørelse om rekonstruktionen fra 3. maj i år, men den afgørelse står nu til troende.
Esbjerg Investment Limited har gennem deres advokat ført udtalelser om en mulig videre proces, men potentielle yderligere handlinger vil ikke få indflydelse på de handlinger, som allerede er igangsat, skriver EfB i nyheden.
Esbjerg fB åbner den 20. juli op for sæsonen i NordicBet Liga, landets næstbedste række, som klubben netop er rykket op i efter to sæsoner i 2. division.