Natlig jagt på dieseltyve

Syd- og Sønderjyllands Politi har natten til mandag været på jagt efter dieseltyve i Lustrup syd for Ribe. Foreløbig er en litauer anholdt.

Klokken 2.38 fik politiet anmeldelse om en mistænkelig bil på Strengevej, men i første omgang kørte den væk igen. 20 minutter efter kom den igen, og to-tre personer begyndte at gå i fast rutefart mellem bilen og en nærliggende vognmandsforretning hen over et ubebygget område.

Tyvene flygtede, da politiet dukkede op. En hundepatrulje eftersøgte dem, men foreløbig er kun én af de tre anholdt.

Tyvene var iført gummistøvler. I den engelsk indregistrerede bil fandt politiet tre par sko.

På marken ved bilen havde tyvene efterladt ti 30 liters dunke fyldt med diesel.