Nye eltog til Esbjerg-ruter

Trafikforliget: Der skal investeres 1,3 milliarder kroner i 15 nye eltog, der for eksempel skal køre Esbjerg-København og Esbjerg-grænsen.

Et politisk flertal i Folketinget ønsker gennem trafikaftalen at jernbanedriften i højere gard skal baseres på el-drift fremfor diesel. Det er billigere og mere driftsikkert samt mere miljøvenligt.
I første omgang elektrificeres strækningen Esbjerg-Lunderskov i 2015.

Hurtigere tog

Jernbanestrækningen Bramming-Esbjerg bliver opgraderet, så der kan køres 180 km. hele vejen til Esbjerg. Aftalen forbedrer syv krydsningstationer herunder Gredstedbro ved Bramming og Guldager, Vemb og Tistrup på strækningen Esbjerg-Struer. Forbedringerne vil nedbringe den samlede rejsetid for passagerne på disse strækninger.

Ny indkøbsstrategi

De 15 eltog, der nu skal købes, vil blive erhvervet med "en fundamental anderledes strategi" som det hedder i aftaleteksten.
Det skyldes den skandale, der stadig løber i forhold til indkøbet af de italiensk-producerede IC4-tog.
"Investeringerne vil baseres på velafprøvede tog, som allerede er i drift andre steder", hedder i aftaleteksten.

Flertal

Det politiske flertal bag trafikaftalen med 1 milliard kroner til offentlig trabsport består af regeringen sammen med dansk Folkeparti og Enhedslisten.