Oversvømmede husejere får hjælp

Efter flere oversvømmelser lukker forsyningsselskabet for kloakriste.

Nu imødekommer Esbjerg kommune og byens forsyning de borgere, der flere gange de sidste par uger har fået deres kældre oversvømmet.

En blanding af kloak- og regnvand trængte op fra kloakken og oversvømmede kældrene hos beboere omkring Strandby Kirkevej og tilstødende veje.

Nu lukker forsyningsselskabet for nogle vejriste. Det vil hindre vandet i at trænge ind i kældrene, til gengæld vil der være mere vand på kørebanen.

Siden efteråret er der blevet gravet i området med at separere kloak- og regnvandsledninger. Det er undersøgt, om rørene er underdimensionerede, men det har ikke været tilfældet, skriver Esbjerg Kommune og forsyningsselskabet i et fælles brev til beboerne. Arbejdet med at finde årsagen i ledningsnettet fortsætter.

Beboerne overvejer at fremsætte et erstatningskrav mod kommunen eller forsyningsselskabet.