Så gik den ikke længere - Esbjerg fB rykker ned i 2. division

Det har ligget i kortene i et stykke tid, og her til aften blev det en realitet. Esbjerg forenede Boldklubber rykker ned i 2. division efter en dramatisk kamp, der endte med et afgørende nederlag til Fremad Amager.

- Her kommer Esbjerg...blæsende.

Sådan lyder omkvædet på en klubsang om fodboldklubben EfB, som poporkesteret Spar2 lavede i midten af 00'erne. 

Dengang var EfB en etableret del af Superligaen og slog fra tid til anden storklubberne Brøndby og FCK. Esbjerg er stadig blæsende. Faktisk er de blæst fra Superligaen ned i 1. division, blæst gennem fem trænere og efter i aften ligger det fast, at klubben nu lander i 2. division

Det blev en realitet, da vestjyderne foran eget publikum på Blue Water Arena tabte den afgørende kamp mod Fremad Amager med 2-3, og dermed kan holdet fra den østligste del af hovedstaden ikke længere hentes. 

Foran 2-0

EfB fik ellers en drømmestart og kom foran 2-0 efter blot 17 minutter, men holdet formåede ikke at holde fast i føringen. I stedet scorede Fremad Amager sejrsmålet få minutter før slutfløjt.

Det betyder, at EfB skal indstille sig på 2. divisionsbold i næste sæson.

FAKTA: Esbjerg forenede Boldklubber

Skabt den 23. juli i 1924 på fundamenterne af de to klubber E.B. 98 og EAK (Esbjerg Amatør Klub)


Meritter:

Guld: 1961, 1962, 1963, 1965, 1979


Sølv: 1955/56, 1968, 1978


Bronze: 1977, 2004, 2019


Pokalmester: 1964, 1976, 2013


Nedrykninger (siden 2001):

2011, 2017, 2020, 2022 (fra 1. division til 2. division)

 

Fra St. Etienne til Skive 

Historien om EfBs nedrykning til landets tredjebedste fodboldrække er også historien om en klub, hvor der ikke har været langt fra stor succes til fatal fiasko. En nedtur på rekordtid. I disse dage for ni år siden - i 2013 - kunne fans af den vestjyske klub fejre dens første titel siden 1979. Esbjergenserne vandt pokalturneringen med en 1-0-sejr over Randers FC i et blåt og hvidt-klædt PARKEN i København. 

I startopstillingen fandt man masser af spillere med lokalt islæt.

Navne som stadig spiller fodbold, men på markant større adresser. 

Peter Ankersen, der i dag spiller i F.C. København, og Martin Braithwaite, der i dag spiller i FC Barcelona, som nogle af de mest markante spillere. 

Klubben gjorde sig efter pokaltriumfen også sig bemærket i Europa sæsonen efter. Blandt andet med sejre over den franske storklub, St. Etienne, og den belgiske klub, Standard Liège.

Siden da er der løbet meget vand ind i den synkende skude EfB. To nedrykninger til 1. division er det blevet til. Dog brudt op af en uventet bronzemedalje i 2019. Året efter kom seneste nedrykning til 1. division i sæsonen 2019/2020. 

Sæsonen efter lykkedes det ikke at rykke op i Superligaen igen i første hug. Det var ellers sæsonen, hvor nye investorer med ny kapital kom til klubben.

En helt forfærdelig sæson

I denne sæson blev nedturen altså total. En nedtur der startede med konflikt med klubbens nye investorer, skabte splittelse i trup og trænerteam med deraf følgende spillerflugt til konkurrerende klubber og som fortsatte med resultatmæssig nedtur - med en start på året 2022 uden sejre. 

En nedtur der kulminerer denne onsdag den 18. maj 2022 med en nedrykning til 2. division.

Fra stor europæisk succes på Stade Geoffroy-Guichard i den franske by St. Etienne i 2013. Til 2. divisionskampe på Skive Stadion i 2022.

Esbjerg er i sandhed blæsende - og det er modvinden, der hersker i det vestjyske.

Se med til efteråret, når TV SYD sender ny dokumentar-serie på ti afsnit om EfB's lange nedtur.