Sparekniv på UC SYD rammer hele samfundet

Nye nedskæringer giver bekymring også uden for UC Syd. Rektor håber, politikerne vil skrue op for tilskuddene til uddannelser i provinsen.

Netop nu svinges sparekniven igen-igen hos UC Syd. I foråret skar Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution 46 årsværk væk, og nu er UC Syd ved at finde besparelser for yderligere 30 millioner kroner.

Det kan føre til nye fyringer og forringelser, og det er ikke kun et problem for UC Syd. Det rammer også resten af samfundet, siger rektor Alexander von Oettingen.

- Hele landsdelen kan jo mærke, hvis det bliver sværere at rekruttere sygeplejersker, socialrådgivere, pædagoger og andre medarbejdere. Det går ud over velfærden, og det er vi nødt til at forholde os til, siger han.

Store fald

De tørre tal viser, at situationen er sværest i provinsen, ikke mindst i Syd- og Sønderjylland. Siden 2019 er antallet af optagne sygeplejersker på UC Syd faldet med 35 procent mod samlet 17 procent for resten af landet. 

Samtidig er der 49 procent færre optagne på uddannelsen til socialrådgiver. Der er også langt færre, som vil uddanne sig til folkeskolelærer eller pædagog hos UC Syd. 

I de store byer er der flere elever, blandt andet fordi mange unge vælger at uddanne sig uden for Syd- og Sønderjylland. Således viste en undersøgelse fra Region Syddanmark, at syv ud af ti gymnasieelever i Syd- og Sønderjylland ville videreuddanne sig uden for landsdelen.

quote

Det er jo lige så dyrt at have en klasse med 17 elever her, som det er at have 34 i København

Alexander von Oettingen, rektor, UC Syd

- Det er vigtigt at have uddannelser i vores landsdel, for mange af eleverne herfra får arbejde i området bagefter. Men det er jo lige så dyrt at have en klasse med 17 elever her, som det er at have 34 i København. Derfor bør politikerne overveje at øge tilskuddet per elev markant i provinsen, så vi har råd til at uddanne i vores landsdel, siger Alexander von Oettingen.

Bekymring på sygehuset

UC Syd uddanner i høj grad medarbejdere til offentlige velfærdsjob. En af aftagerne, blandt andet af sygeplejersker, er Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og Grindsted. Her støtter man UC Syds bestræbelser på at få så stærke uddannelsestilbud som muligt. 

quote

Det er afgørende for, at vi kan drive et sygehus, at vi kan have mange nyuddannede sygeplejersker

Per Busk, administrerende direktør, Sydvestjysk Sygehus

- Vi er bekymrede, når vi hører om UC Syds besparelser, for vi er meget afhængige af, at der er sundhedsuddannelser her i byen. Det er afgørende for, at vi kan drive et sygehus, at vi kan have mange nyuddannede sygeplejersker. Så der skal gøres noget ekstraordinært for uddannelserne, siger Per Busk, som er administrerende sygehusdirektør. 

Radikale er klar

Den radikale uddannelsesordfører Lotte Rod vil gerne være med til at gøre noget ekstraordinært.

- Jeg synes, vi skal øge grundtilskuddet, så uddannelsesinstitutionerne får en økonomisk bund. Det er vi nødt til, for ellers risikerer man at skulle køre langt for at få den uddannelse, man gerne vil have, siger Lotte Rod.