Vaks borger stoppede fuld flugtbilist

En bilist blev søndag aften påkørt af en 36-årig mand. Manden flygtede fra stedet, men et vidne til trafikuheldet indhentede ham.

En 36-årig mand fra Store Darum kørte søndag aften over for rødt i Bramming og påkørte en bilist. Den 36-årige mand flygtede fra stedet og kørte mod Tjæreborg. Han kom dog ikke så langt.

- Et vidne så uheldet og kørte efter flugtbilisten og fik ham indhentet og stoppet. Vi kunne så køre ud og anholde flugtbilisten, siger Erik Lindholdt, vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Politiet fik flugtbilisten til at tage en alkoholtest, og det viste sig, at han havde en promille på over to. Den 36-årige mand blev anholdt og sigtet for uheldet. Vagtchefen takker den vakse borger mange gange for hjælpen.

- Flugtbilisten var punkteret, så det var måske ikke så svært at indhente ham, men det var friskt gjort, siger vagtchef Erik Lindholdt.

Vagtchefen oplyser, at ingen personer kom til skade under trafikuheldet. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.