Uden taxa må Kirsten blive hjemme

Efter Fanø Kommune nedlagde taxakørslen på øen, har borgerne svært ved at komme rundt. Ældre Sagen siger stop, men borgmesteren ser ingen taxaordning i fremtiden.

Kirsten Bornich har boet fast i Rindby på Fanø i 10 år. Hun lider af kronisk nyresvigt, og da hun blev invalidepensionist, valgte hun at flytte permanent ud i sit sommerhus på Fanø.

Sygdommen gør, at Kirsten Bornich har svært ved at komme rundt på egen hånd. Hun har sin el-scooter, men den er ikke altid nok. Siden Fanø Kommune tilbage i august nedlagde alt taxakørsel på øen, er Kirsten Bornich blevet stærkt begrænset i sin hverdag.

- Alt det spontane med at tage ind til et eller andet, det er helt væk, fortæller Kirsten Bornich.

quote

Dengang jeg havde en taxa kunne jeg altid komme ud og hjem igen, det kan jeg ikke nu. Derfor bliver jeg hjemme.

Kirsten Bornich, pensionist, Fanø

Da taxaordningen blev nedlagt kørte et taxaselskab fra Esbjerg i en prøveperiode på øen, men den ordning er også stoppet. Nu er der så kommet en Telebus, og planen er, at bussen skal supplere den nuværende rutebil på øen, som fra oktober kører i mindre fast rutefart.

Selvom det er muligt at bestille telebussen til at blive kørt fra stoppested til stoppested, er der alt for mange af borgere som Kirsten Bornich, der ikke længere kan komme rundt på øen.

Vælger at blive hjemme

Tidligere tog Kirsten Bornich telefonen og ringede efter øens taxa, når hun skulle ud, men da den lukkede tilbage i august, blev hun tvunget til at benytte øens rutebil eller den nye telebus.

Ingen af delene stopper dog i nærheden af Kirsten Bornichs bopæl. Faktisk holder nærmeste telebus 1,3 kilometer væk.

- Min sygdom gør, at jeg ikke har meget energi at give af, og den skal jeg disponere over. Dengang jeg havde en taxa kunne jeg altid komme ud og hjem igen, det kan jeg ikke nu. Derfor bliver jeg hjemme, fortæller Kirsten Bornich.

Telebussen kører på Fanø, hvor den supplerer den nuværende rutebil.
Telebussen kører på Fanø, hvor den supplerer den nuværende rutebil.
Foto: John Melin, TV SYD

Ældre Sagen siger stop

quote

Det er uacceptabelt. De er ladt i stikken de mennesker.

Kirsten Poulsen, formand, Ældrerådet, Fanø

Situationen på Fanø har fået Ældre Sagen til at sige stop.

- Det er uacceptabelt. De er ladt i stikken de mennesker, siger Kirsten Poulsen, der er formand for Ældrerådet på Fanø.

Foreningens medlemmer, der tæller over 30 procent af øens beboere, forlanger nu at der igen kommer en taxa på Fanø. Også for resten af øens skyld.

- Alt hvad der hedder turisme er jo også afhængig af transport. Det nytter ikke noget, at folk kommer til Fanø som rygsækrejsende eller med grøn indstilling. Ja I kan stå af på landevejen, siger Kirsten Poulsen.

Borgmester på Fanø, Sofie Valbjørn (Å), forklarer, at det vil koste Fanø Kommune 2,2 millioner om året at finansiere en taxa-ordning.
Borgmester på Fanø, Sofie Valbjørn (Å), forklarer, at det vil koste Fanø Kommune 2,2 millioner om året at finansiere en taxa-ordning.
Foto: John Melin, TV SYD

Ingen udsigt til ny taxa foreløbig

Borgmester i Fanø Kommune, Sofie Valbjørn (Å), ser ingen udsigt til en ny taxaordning på Fanø. Hun mener stadig, at vejen frem er telebussen.

- Det vi kan se, er, at det kun er gået en vej. Der er et meget lille behov for en taxa, og derfor skal vi selvfølgelig kunne fragte folk rundt, men jeg tror løsningen er telebus, siger borgmesteren.

Hun forklarer, at eneste mulighed for en taxa er, hvis kommunen finansierer ordningen.

- Det vil koste 2,2 millioner om året, og det kan vi ikke forsvare, siger Sofie Valbjørn, der dog påpeger, at hun arbejder på at indføre flere stoppesteder til telebussen rundt om på øen:

- Vi må ikke samle op ved bopæl, men vi forsøger at få et tillæg til lovgivningen, så vi kan køre helt til bopælen og samle borgerne op.