Fanøs ukronede strikkedronning overrakte bog og et hjemmestrikket sjal til dronning Margrethe

Dronning Margrethe modtog en bog, som er lavet af Christel Seyfarth, der er strikkedesigner samt idekvinde til udstillingen Fanø Dagbog. Desuden har den ukronede strikkedronning også et sjal med til dronningen. Sjalet er inspireret af øens særlige folkedragt

Bogen, som dronning Margrethe fik overrakt på Fanø Rådhus af Christel Seyfarth, er fra udstillingen Fanø Dagbog, som viser, hvordan Fanøs søfartshistorie og den smukke Fanødragt spiller sammen. Bogen og udstillingen er skabt af Christel og Jørgen Seyfarth samt Kis Sharashuvana fra Fannikerdagene og fotograf Ole Joern fra Red Star fotograferne.

Inden mødet med dronning Margrethe onsdag formiddag, mødte TV SYDs reporter en spændt Christel Seyfarth på vej til Fanø Rådhus:

- Jeg er selv meget inspireret af dronningens kreativitet, og bare det at kunne få en snak om, hvor ideerne kommer fra, vil være virkelig stort, fortalte Christel Seyfarth.

Christel Seyfarths gave til dronning Margrethe var dette strikkede sjal "Fanøfruens damask liljesjal".
Christel Seyfarths gave til dronning Margrethe var dette strikkede sjal "Fanøfruens damask liljesjal".
Foto: Anni Kirkeby Lauridsen, TV SYD

Fanøs ukronede strikkedronning havde en ekstra gave med

Ved mødet med dronningen inde i rådhussalen overrakte Christel Seyfarth også dronningen et håndstrikket sjal af eget design, som har en speciel historie. Det hedder "Fanøfruens damask liljesjal". 

Sjalet er fra Seyfarths strikkebog "Fanøstrik – Ud over horisonten" fra 2017, hvor de strikkede modeller, der ud over sjalet, som dronning Margrethe fik, også indeholder opskrifter på en lang række andre beklædningsgenstande ledsaget af Christel Seyfarths personlige fortællinger om øen og dens historie:

- Jeg forestiller mig, at sjalet er taget med hjem fra Vestindien til en Fanøkone herhjemme, men  det har været alt for fint til at bruge, så hun har lagt det i dragkisten og kun taget det frem og vist det til naboer og familie, og fortsætter: 

- Jeg har så lavet en moderne 2021-udgave af det. Det er af uld og ikke silke som dengang, fortæller Christel Seyfarth.

Christel Seyfarth har i tre sæsoner også været den ene dommer i TV SYDs 'Den Store Strikkedyst'.
Christel Seyfarth har i tre sæsoner også været den ene dommer i TV SYDs 'Den Store Strikkedyst'.

Christel Seyfarth og hendes mand, Jørgen Seyfarth, har i 15 år arrangeret Fanø Strikkefestival, der hvert år har tiltrukket tusindvis af strikkeglade gæster til Fanø den tredje weekend i september, og som har givet en omsætning til øen på mellem 20 og 40 millioner kroner. 

I år er det sidste gang festivalen løber af stablen. Christel Seyfarth forventer op mod 10.000 gæster, og selvom det er med vemod, 2021 er sidste år med festivalen, så glæder hun sig også til til at kaste sig over nye projekter:

- Alting har en ende, også strikkefestivalen på Fanø. Efter alle disse år ønsker vi at udtænke nye events, og det kan ikke lade sig gøre, hvis vi også skal stå for en kæmpe strikkefestival. Det er som sagt med vemod, men vi slutter, mens vi stadig elsker at lave den, og mens den stadig er på toppen.

Christel Seyfath har også i tre sæsoner været den ene dommer i TV SYDs livsstilserie Den Store Strikkedyst.