Ny el-færge skal bringe flere turister til Fanø

Fra 2021 skal en ny el-færge sejle mellem Fanø og Esbjerg som led i at øge kapaciteten i sejladsen og den grønne omstilling.

Først kom el-færgen Ellen, som sejler mellem Als og Ærø.

Og nu gør endnu en batteridreven færge sit indtog. Fra 2021 skal en ny el-færge erstatte den gamle Sønderho-færge mellem Esbjerg og Fanø.

- I højsæsonen er ventetiden simpelthen for lang for passagerer. Det er uholdbart, hvis man som turist skal stå to timer i Esbjerg for at komme til Fanø, siger Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef hos Molslinjen, som varetager Fanølinjen.

quote

Det betyder også, at vi kan få fragtet flere biler over i spidsbelastningsperioden.

Sofie Valbjørn, borgmester på Fanø

Den gamle Sønderho-færge har kun plads til 163 passagerer og ingen biler. Mens den nye el-færge kommer til at matche de to eksisterende færger Fenja og Menja, som rummer op mod 396 passagerer, 35 biler og 60 cykler.

- Sønderho er ved at have udtjent sin pligt, så den skulle alligevel udskiftes. Så vi er rigtigt glade for, at Molslinjen kommer med denne løsning. Det betyder også, at vi kan få fragtet flere biler over i spidsbelastningsperioden, siger Sofie Valbjørn, borgmester på Fanø.

Billetpriser skal finansiere færgen

Derfor har Molslinjen nu investeret 100 mio. kroner i en el-færge på strækningen. Heraf er 80 pct. til at bygge selve færgen og 20 pct. til eksempelvis ladestandere på land. Færgen skal finansieres over billetprisen. Men hvor meget den kommer til at stige er endnu ikke fastlagt.

quote

Til gengæld så er der ikke så meget vedligeholdelse på en el-motor.

Jesper Maack, PR- og Kommunikationschef hos Molslinjen.

- Der er tale om et beskedent beløb. Det er en 15-årig aftale, siger Jesper Maack.

- Det er klart, at sådan en investering skal forrentes, men vi har været i dialog for, at den lander fornuftigt, siger Sofie Valbjørn.

Der er dog ikke udsigt til, at driftomkostningerne kommer til at falde ved at overgå fra marinediesel til el, fortæller Jesper Maack.

- Til gengæld så er der ikke så meget vedligeholdelse på en el-motor. Derudover så buldrer klima og miljø jo derudaf, så det er noget, vi har haft øje på længe, siger Jesper Maack.

Skal ligne Fenja og Menja

Den nye el-færge kommer ikke til at ligne Ellen, men derimod de to eksisterende færger Fenja og Menja, som er designet specifikt til at sejle, hvor der er meget lavvande.

På nuværende tidspunkt undersøges mulighederne også for at ombygge de to eksisterende færger Fenja og Menja til el-færger. Men om det bliver en realitet er endnu uvist.

Færgerne Menja og Fenja er fra 1998. De rummer op mod 396 passagerer, 35 biler og 60 cykler.
Færgerne Menja og Fenja er fra 1998. De rummer op mod 396 passagerer, 35 biler og 60 cykler.
Foto: TV SYD