Peters ånd lever videre - uden ham havde strandene på Fanø set helt anderledes ud

Mængderne af indsamlet skrald på Fanø vokser og vokser fra år til år. At det overhovedet bliver samlet ind skyldes stort set en mand, Peter Michélsen.

Hvor stort et fodaftryk sætter en enkelt, beskedent menneske på verden. Ikke meget vil mange sige. Men Peter Michélsen fra Fanø har efterladt et aftryk af sine bare fødder på Fanøs strande, et aftryk, der stadig kan ses, selvom tidevandet utallige gange har skyllet hen over det. Det var ham, der koldstartede Ren Strand Fanø i 2017.

- Peter gik på stranden, og der så han, at der var noget, der var skyllet op på stranden. Det er da forkert, sagde han, det skal fjernes, fortæller Kim Fischer, der i dag følger i Peter Michélsens store fodspor.

Kim Fischer bruger 20 timer om ugen på at samle skrald på strandene på Fanø.
Kim Fischer bruger 20 timer om ugen på at samle skrald på strandene på Fanø.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

Peter Michélsen havde været sømand i mange år og kunne godt genkende ting, der var smidt i havet fra forbipasserende skibe.

Han var også kendt for at have god fornemmelse for at finde dem, der havde smidt ting på 'den blå hylde', som nogle kalder det nærmest uendelige ocean.

En historie fortæller, hvordan han engang fandt en reklameballon fra et bilfirma i England, og så ringede han til firmaet og skældte ud over, at deres balloner lå på hans strand på Fanø.

Peter Michelsen med noget af alt det skrald, han har samlet på en dag.
Peter Michelsen med noget af alt det skrald, han har samlet på en dag.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

- De blev meget overraskede over, at deres balloner lå på en strand så langt væk og blev meget kede af det, fortæller Kim Fischer.

Det hele begyndte altså i 2017, og allerede året efter fik 'Ren Strand Fanø', som Peters initiativ kom til at hedde, en bevilling på en million kroner fra Velux Fonden, som gjorde de gode fannikker i stand til at købe en rød firhjulstrækker til at køre rundt og samle affald i, havfald, som de kalder det.

Samtidig udviklede skraldindsamlingen sig til en folkebevægelse, hvor både lokale og turister samler skrald ind fra strandene på Fanø. Der er kommet en forening på benene med cirka 300 medlemmer i dag, de fleste enten fannikker eller folk med sommerhus på øen. 

Peter Michelsen delte poser ud til folk, han møder på stranden, beder dem om at fylde dem med affald og lade dem stå. Så sørger han for at hente poserne og smide dem ud.
Peter Michelsen delte poser ud til folk, han møder på stranden, beder dem om at fylde dem med affald og lade dem stå. Så sørger han for at hente poserne og smide dem ud.
Foto: Finn Grahndin, TV SYD

- Fanø har i dag nogle af de reneste, hvis ikke de reneste strande i verden. Det havde vi ikke haft, hvis ikke Peter havde sat det i gang, hvis ikke Peter havde været så stædig, forlyder det fra efterfølger Kim Fischer.

Desværre døde Peter Michélsen brat og alt for tidligt som 48-årig i 2021, men hans indsats kan ses på stranden på Fanø hver dag.

En jolle er skyllet i land på Fanø Strand. Her måtte Kim Fischer tilkalde hjælp for at få den fjernet.
En jolle er skyllet i land på Fanø Strand. Her måtte Kim Fischer tilkalde hjælp for at få den fjernet.
Foto: Ren Strand Fanø

- Han havde et stort  hjerte, samtidig med at han var stædig. Han kunne være en barsk herre, hvis man for eksempel dumpede ting i havet, fortæller Kim Fischer.

Det gode budskab har bredt sig til andre dele af landet. Fra hele landet har de ringet for at lade sig inspirere af fannikkerne.

Efterladt fiskegrej er en del af skraldet på Fanøs strande.
Efterladt fiskegrej er en del af skraldet på Fanøs strande.
Foto: Finn Grahndin, TVSYD

- Der var en bestemt kommune, hvor folk ringede og sagde, at kommunen samlede skrald på stranden, men at entreprenøren smed det ud i havet igen, fortæller Kim Fischer, der også fortæller, hvordan de opfordrede borgerne til straks at klage til kommunen.

Havet sletter alle spor, hedder et gammelt mundheld. Det passer ikke, vi skal selv fjerne det, som Peter gjorde. Eller allerbedst lade være med at smide skidt i vandet.

- Peters ånd er her stadigvæk, det var ham, der ene mand startede det. Men vi skal også videre, og vi vil gerne udbrede det til hele Naturpark Vadehavet, siger Kim Fischer.