Når psykolog Mette Stagis skal sove om aftenen, er det ikke kun hendes lille barn, der kan holde hende vågen.

Bekymringer om hendes arbejde farer også ukontrolleret rundt i hendes hoved.

- ”Fik jeg nu lavet den behandlingsplan?”, ”Fik jeg ringet til bostedet?” eller ”Blev jeg nu færdig med det journalnotat?”.

Mette Stagis er 32 år og har arbejdet på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling i Vejle siden 2019.

Her kommer børn og unge i ambulant behandling i dagtimerne – det er altså ikke en sengeafdeling.

Arbejdet kræver mere og mere af hende. For psykiatrien er presset.

Rigtigt presset.

- Tingene er blevet værre de sidste år. Vi ser flere patienter, end vi kan. Så vi kommer alle sammen til at løbe hurtigere, og vi skipper frokostpauserne.

Hun har det dårligt med at se, at det går ud over de patienter, der har det værst.

Presset skyldes især, at antallet af henvisninger eksploderer.

Fra 2020 til 2021 landede der 40 procent flere henvisninger på bordet hos afdelingen.

Tilbage fra barsel

Det var ikke fordi, det ikke allerede var hårdt i 2019. Men forholdene i psykiatrien er blevet værre de sidste par år, siger hun.

Og det blev endnu mere tydeligt, da hun kom tilbage fra halvandet års barsel i september 2022.

- Da jeg kom tilbage fra barsel, fik jeg et chok. Vi havde endnu mere travlt, end vi havde inden min barsel - og der havde vi også travlt, siger Mette Stagis.

Også på papiret er der mere travlt.

- Inden jeg gik på barsel, havde jeg aldrig oplevet, at vi ikke kunne overholde behandlingsgarantien.

Behandlingsgarantien sikrer, at man efter en henvisning kan blive set inden 30 dage.

Nu er ventetiden på hendes afdeling op til otte uger. Og det er ikke en pukkel, man "bare lige" skal over, siger hun.

- Det er et vedvarende problem, og jo længere tid der går, jo dårligere bliver patienterne.

Også i det private er ventetiden lang.

I august viste en kortlægning, som DR havde lavet, at man i gennemsnit skulle vente 63 uger på at komme til en privatpraktiserende psykiater.

Går ud over patienter og medarbejdere

Hun forsøger ikke at vise patienterne, når hun er presset.

Men det har større og større personlige konsekvenser for hende og kollegerne.

- Jeg skal hele tiden presse mig selv mere og mere for at lykkes med mine patienter.

Når der kommer flere nye henvisninger til afdelingen, bliver der mindre og mindre tid til alle - og det går ud over de patienter, der har det værst.

Derfor må Mette og kollegerne ofte afvise de patienter, der ikke har brug for psykiatrisk behandling.

Afviser I også børn og unge, som er psykisk syge, fordi I ikke har ressourcer til dem?

- Nej, med hånden på hjertet. Men vi løber hurtigere for at tage os af de, der har en psykisk sygdom, siger Mette Stagis.

Afviser mange med mistrivsel

Faktisk afviser de på afdelingen knap hver fjerde, hvor der er mistanke om angst og/eller depression.

Det gør de, fordi der snarere er tale om mistrivsel.

Dén mistrivsel burde ifølge hende allerede blive opdaget ude i primærsektoren: skolerne og kommunernes PPR-tilbud (Pædagogisk-psykologisk rådgivning).

- Vi ser patienter, som aldrig er blevet set før, fordi primærsektoren også er kørt helt i sænk. Men jeg bliver nødt til at afvise dem, fordi de ikke er psykisk syge, siger Mette Stagis.

Ikke desto mindre ville hun ønske, at flere blev hjulpet – for hun kan se, at behovet er der.

Og med god grund.

Næsten hver anden mellem 16 og 25 år mistrives. 

Og i august kom 1.000 psykologer i et åbent brev med et opråb om, hvor slemt det står til med børn og unges trivsel.

Men ressourcerne i psykiatrien skal kun gå til dem, der har en psykisk sygdom, understreger hun.

- Vi bliver nødt til at tale om, hvorfor børn og unge mistrives, før vi snakker om, hvordan vi løser det, siger Mette Stagis og tilføjer:

- Vi er blevet så vant til at psykologisere alting. Når nogen har det skidt, tænker vi også, at der er noget galt med dem. Men vi skal have normaliseret, at der er svære og triste perioder i livet.

Hvor længe holder drømmen?

Det var drømmen at arbejde i psykiatrien allerede inden, hun startede med at læse til psykolog.

Men nu tænker 32-årige Mette Stagis allerede på, om hun kan blive ved.

Men hun og kollegaerne ved ikke, hvor de skal kigge hen – det har de allerede talt om på arbejdet.

- Sådan har jeg aldrig haft det før. Jeg har ikke lyst til at gå over i det private. Jeg brænder for den offentlige psykiatri og for at gøre en indsats for dem, der har det allerværst.

Drømmen har dog aldrig været også at være på arbejde derhjemme.

Men sådan er det altså blevet - og det går ud over familien.

- Jeg er fuldstændig drænet, når jeg kommer hjem, fordi jeg har brugt al min energi på arbejdet. Jeg oplever, at jeg glemmer ting, fordi jeg har en huskeseddel så lang så lang.

Symptombehandling at styrke psykiatrien

Hun mener, at løsningen er at få flere voksne i daginstitutionerne, færre elever i klasserne og mere støtte til, når man ser mistrivsel.

At styrke psykiatrien alene er kun symptombehandling.

Hun bliver bakket op af sin øverste chef Louise Schwartz, der er afdelingschef for Børne- og Ungdomspsykiatrien i hele Sydjylland.

- Nøgleordet er forebyggelse, for så har psykiatrien også ressourcerne til dem, der reelt har brug for behandling. Men vi er tvunget til også at hjælpe en gruppe, der burde være blevet hjulpet i kommunerne og skolerne, siger Louise Schwartz.

Det påvirker Louise Schwartz, når medarbejdere som Mette Stagis overvejer at stoppe på grund af arbejdspresset.

- Når vi får flere patienter, skal vi løse opgaven med det samme antal ressourcer. Så er vi nødt til at presse medarbejderne, som så er nødt til at give køb på kvaliteten. Det er ikke sjovt, siger Louise Schwartz.

Det er dog heller ikke ledelsen, som Mette Stagis retter sin kritik mod:

- Det er et politisk problem – ikke et ledelsesmæssigt problem. Det er politisk skabt, og det er politikernes ansvar at få ryddet op i det igen. Det her er et sundhedsvæsen i knæ!

________

Følg med på tvsyd.dk de kommende dage, hvor vi følger op med flere beretninger fra psykiatrien og politiske reaktioner herpå.