Kommuners tårnhøje elregninger går ud over velfærden: Det vil tre folketingspolitikere gøre

Tre folketingspolitikere kommer med deres bud på, hvad der skal gøres ved kommunernes tårnhøje elregninger. Det giver nemlig dårligere velfærd, siger ekspert.

Kommunernes elregninger tårner sig op, og det går ud over velfærden.

Sådan lyder det fra en professor i økonomi efter TV SYDs gennemgang af de syd- og sønderjyske kommuners elregninger.

Gennemgangen viser, at kommunernes elregninger fra august 2021 til august 2022 er steget markant.

Og derfor må folketingspolitikerne på banen, mener både kommuner og en økonomiprofessor.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Borgmesteren i Vejen Kommune, der har oplevet en stigning i elregningerne på 163 procent, vil have politikerne på banen.

- Den her regning lander hos kommunerne, og vi har ikke haft en chance for at gardere os imod det. Så de bliver nødt til at hjælpe os med at finansiere de her massive energiregninger, siger Vejen Kommunes konservative borgmester, Frank Schmidt-Hansen.

Kommunen har afsat ekstra 10 millioner kroner i år for at kompensere for de dyrere elregninger.

quote

De besparelser, som kommunerne står over for i 2022 og i særdeleshed 2023, er så store, at staten bliver nødt til at kompensere

Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring, Aalborg Universitet

Samme melding kommer fra Esbjerg Kommunes borgmester, Jesper Frost Rasmussen (Venstre).

Og professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, er enig i, at staten må træde til.

- De besparelser, som kommunerne står over for i 2022 og i særdeleshed 2023, er så store, at staten bliver nødt til at kompensere. Ellers vil det føre til et markant fald i velfærden. Ni ud af ti kommuner har pengene liggende i kassen – de skal bare have lov til at bruge pengene. Det er kun rimeligt, siger Per Nikolaj Bukh.

Troels Lund Poulsen (V)

Ifølge Troels Lund Poulsen, der er finansordfører for Venstre, er det meget bekymrende, at der er så høje prisstigninger i kommunerne.

- Husholdninger og virksomheder i hele landet bliver ramt hårdt på økonomien, og der er ingen tvivl om, at det også kan mærkes rundt i kommunerne. Vi er af den overbevisning, at der er behov for politisk handling for at afbøde udfordringerne. Vi kommer alle til at skulle tænke os godt om i forhold til vores energiforbrug – det gælder i alle dele af samfundet. Men der er behov for, at vi politisk tager udfordringerne seriøst. Det skal vi også gøre, når det kommer til kommunerne, siger han .

Kan man udvide servicerammen, så kommunerne kan bruge kassebeholdningerne til at betale for regningerne?

- Vi ser ikke et behov for at ændre budgetloven, men vi er åbne overfor at se, hvad man kan gøre på den korte bane. Konkret vil vi gerne være med til at se på, om det er muligt at lave en form for midlertidig lempelse, f.eks. af servicerammen. For det er en udfordrende tid, hvor vi bliver nødt til at tænke nyt, og det er vi også klar til på dette punkt.

Christian Rabjerg Madsen (S)

I Socialdemokratiet er indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen også opmærksom på, hvor hårdt priserne rammer kommunerne.

- Det er voldsomt. Det er der ingen tvivl om. Det er udfordrende tider for os alle sammen, og det sætter selvfølgelig præg på den kommunale økonomi. Det er en betydelig udfordring, og vi følger situationen tæt og er i dialog med Kommunernes Landsforening.

Kan man udvide servicerammen, så kommunerne kan bruge kassebeholdningerne til at betale for regningerne?

- Hvis man bare udbetaler betydelige midler, så gør man problemet værre. For så kommer der flere penge ud i samfundet, og så stiger priserne endnu mere. Man forværrer sådan set bare inflationen, for pengene skal tages et andet sted fra, og det slår hul i statskassen. 

- Det er klart, når der sker så voldsomme prisstigninger, så står man med nogle prioriteringer.  Man skal finde balancen. Men vi er klar til at tage en drøftelse med kommunerne i det sene forår, fastslår Christian Rabjerg Madsen.

Niels Flemming Hansen (K)

Niels Flemming Hansen er enig med Troels Lund Poulsen og Christian Rabjerg Madsen i, at der er en stor udfordring.

- Det er et kæmpeproblem, for det giver borgerne mindre velfærd for pengene, siger han.

- Vi har lavet en vinterpakke, hvor elafgiften nedsættes fra 69,7 øre til 0,8 øre per kWh, og det vil vi gerne gøre permanent. For der er ingen tvivl om, at den her vinterpakke er en fin og god løsning på en meget kort bane, på den anden side af valget skal vi derfor finde bedre, permanente løsninger.

Kan man udvide servicerammen, så kommunerne kan bruge kassebeholdningerne til at betale for regningerne?

- Ekstraordinære situationer kalder på ekstraordinære løsninger. Vi vil gerne lave politik hen over midten på den her udfordring efter valget. Så jeg tænker, at man må stoppe og kigge på, om man kan standse offentlige investeringer for et tilsvarende beløb, siger Niels Flemming Hansen.