Dagpleje for børn skal privatiseres

Dagplejen for mindre børn i Fredericia Kommune skal privatiseres. 160 kommunale dagplejere skal fyres, hvorefter de kan genopstå som private erhvervsdrivende.

Det indgår i kommunens budgetforslag for 2012 til 2015, som er i offentlig høring frem til 15. september. Direktionen har lagt op til at stramme driftsbudgetterne med 100 millioner kroner for at sikre balance i økonomien.

Privatisering af dagplejen vil spare 1,5 million kroner næste år. Besparelsen stiger frem til 2015 til 5,5 millioner kroner. Kommunen slipper blandt andet for udgifter til efteruddannelse af dagplejere og kommunale dagplejepædagoger, som støtter og rådgiver dagplejerne i deres arbejde.

Forældregrupper og dagplejere mener, at det er en dårlig idé at gøre dagplejerne til erhvervsdrivende.

- Det er en stor, stor kvalitets forvrængning, og der er kun en stor taber og det er børnene, skriver en af forældrene, Sandra Solager, i en mail til TV SYD.

Hun peger på, at kommunen ikke kan stille krav om, at de private erhvervsdrivende dækker hinanden ind under sygdom og ferie. I dag kan børnene komme i gæstedagpleje.

Tvungen ferie

- Forældrene bliver tvunget til at holde ferie, når dagplejeren har ferie, og under dagplejerens sygdom må en af forældrene bliver hjemme, konstaterer Sandra Solager.

De private dagplejere kan også afvise vanskelige børn - eller vanskelige forældre.

- Forældrene skal nok passe på at fornærme dagplejeren. De risikerer jo at stå uden pasning til deres børn, forudser Sandra Solager.

De foreslåede besparelser på 100 millioner kroner består af et helt katalog over besparelser i det samlede kommunale budget. Kommunen vil også sætte et barn mere ind i hver gruppe i daginstitutioner og fjerne det kommunale tilskud til maden i daginstitutioner.

Antallet af kommunale stillinger skal skæres ned med 170 over de kommende fire år.