Det er politiets Task Force Vest-enhed, der tirsdag foretog den koordinerede anholdelses- og ransagningsaktion.
Fire mænd blev anholdt, hvoraf to mænd på henholdsvis 16 og 29 år fremstilles i grundlovsforhør i dag onsdag ved Retten i Kolding. De to andre er blevet løsladt.
Politiet vil anmode om dobbeltlukkede døre og kan derfor ikke oplyse yderligere fra aktionen eller fra efterforskningen.
Politiinspektør Brian Voss Olsen betegner det dog overfor TV SYD som en større aktion og udtrykker tilfredshed med resultatet.
- Vi er tilfredse med gårsdagens aktion, men mere kan jeg ikke sige, siger Brian Voss Olsen til TV SYD.
Politiet har for nyligt gennemført ransagninger, hvor der bl.a. blev ledt efter våben hos Black Army i Fredericia.
FAKTA
Task Forcen er sammensat af medarbejdere fra Fyns politi og de jyske politikredse og decentralt organiseret med sektioner i hver af de nævnte politikredse. Task Force Vest har hovedsæde i Horsens.