Iskold tyv stak af med smykker for en formue

Politiet leder efter asiat, der stjal ringe for en formue i Fredericia.

En mand stod længe og stirrede på en bakke dyre ringe i en guldsmedebutik i Fredericia mandag.

Pludselig tog han bakken fra ekspedienten og løb sin vej, skriver Fredericia Dagblad.

- Vi har ikke opgjort den samlede værdi endnu, men ringene koster fra 5000 kroner og op, siger guldsmed Anne Vibeke Rossing til avisen.

Gerningsmanden beskrives som asiat, muligvis filippiner, eller grønlænder.

Han er spinkel, 25-35 år, 168-175 centimeter høj, har store huller i ørene og var iført en blå træningstrøje.
Håret er sort.

Ved du noget, hører politiet gerne fra dig. Politiet har tlf. 114.