Kasper fra Fredericia er blandt Løkkes kandidater

Ingen nuværende folketingsmedlemmer er blandt Moderaternes kandidater til det kommende valg.

De 41 første folketingskandidater for Lars Løkke Rasmussens nye parti, Moderaterne, er en blandet skare fra hele landet.

En af dem er 35-årige Kasper Søstrøm Müller fra Fredericia.

Han stiller op til Folketinget i Sydjyllands Storkreds for Moderaterne ved næste folketingsvalg.

- Det gør jeg, fordi jeg er sikker på, at mange danskere er trætte af den blokpolitik, øgede polarisering og symbolpolitik, som har præget udviklingen i Danmark de sidste 10 år. Det skal vi have gjort noget ved, siger han.

Ingen politiske erfaringer

Kasper Søstrøm Müller er uddannet socialrådgiver og projektchef for Den boligsociale Helhedsplan i Sønderparken og Korskærparken, Fredericia.

Han har ikke tidligere været politisk aktiv, men tror på et regeringssamarbejde hen over midten i folketinget ligesom sin nye partiformand Lars Løkke Rasmussen.

- Det kræver selvfølgelig, at vi får mandater nok til at få indflydelse, erkender han.

Den endelige liste over, hvor de enkelte kandidater stiller op, foreligger først efter partiets sommermøde til august.