Luksus i havneselskab: Borgmester vil til bunds i havnens bilag

Fredericias borgmester Steen Wrist (S) vil kigge nærmere på bilag fra havneselskabet ADP. Et påstået overforbrug ligger, før han tiltrådte som borgmester.
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dokumenter peger på, at det kommunale havneselskab ADP har brugt mange penge på luksus.

Luksusrejser med ægtefæller. Billetter til koncerter og Linje 3. Dyre middage. Disse og andre frynsegoder skulle det kommunalt ejede havneselskab ADP A/S have brugt mange penge på i årene 2017 til 2020.

Fredericias borgmester Steen Wrist (S) oplyser til TV SYD, at han ikke har set de konkrete bilag, som Fredericia Avisen har fået fra en whistleblower. Alligevel har byrådet nu bedt advokatfirmaet Horten om at undersøge, hvad der er foregået.

- Kommunen er præsenteret for nogle papirer, der rejser tvivl om ADP’s forbrug i de år. Jeg kan ikke komme med konkrete detaljer, men vi skal til bunds i det her, siger Steen Wrist.

Har ikke selv fundet bilag

Som borgmester siden januar i år er han automatisk næstformand i ADP, hvor Fredericia Kommune er den suverænt største aktionær.

Hvorfor skal det være via en whistleblower, at de her ting kommer frem? Burde man ikke selv i kommunen have fundet frem til de bilag?

- Lige nu har vi bedt om en redegørelse fra ADP, og inden jeg har fået det, så vil jeg ikke konkludere på rækkefølgen, hvem, hvad eller hvordan. Men jeg har brug for, at vi kommer til bunds, og det er det, vi er gået i gang med, siger Steen Wrist.

Ingen åbenhed

Men det peger også ind i den tidligere diskussion om, hvorvidt der bør være aktindsigt og mere indsigt i ADP, som er et kommunalt ejet selskab. Hvad tænker du om det?

- En ting er, at det er et aktieselskab. Noget andet er, at det er et kommunalt ejet selskab. Og så handler det om, hvordan vi som kommune handler, når vi bliver gjort opmærksomme på nogle ting om de selskaber, vi ejer eller har et medejerskab af. Og det er så det, vi er i gang med, siger Steen Wrist.

Før sommerferien stemte byrådet nej til et forslag fra Enhedslisten om at tillade, at borgere kan få aktindsigt i ADP's repræsentationskonto og andre forhold. 

Møgsager er "træls"

Det påståede overforbrug er foregået, mens Steen Wrists partifælle Jacob Bjerregaard var borgmester og næstformand i ADP. Wrist afløste Bjerregaard i januar 2021.

Steen Wrist, din borgmestertid har i høj grad været kendetegnet af, at der skal ryddes op. Hvad tænker du om, at der dukker mere op nu?

- Jamen, sagt på jysk, så er det da træls. Men jeg har sagt hele tiden, at Fredericia Kommune skal drives på en ordentlig måde.

Kan du godt forstå, hvis man som borger i Fredericia tænker: ”Slutter det her aldrig?”

- Ja, og det er jo det beklagelige i det her, for det sår jo tvivl om, hvordan tingene foregår. Vores opgave er at komme til bunds og genskabe tilliden til både Fredericia Kommune og de virksomheder, vi er medejere af, siger Steen Wrist.

Rapport afslører omfattende stress, vold, trusler og mobning i kommunal afdeling

Udgivet

En ordentlig behandling af familier kræver et ordentlig arbejdsmiljø, lyder det fra direktøren.

Det skal være slut med stress, vold og trusler og krænkende handlinger og mobning på Familierådgivningen i Esbjerg Kommune.

Det slår kommunen fast efter en ekstern undersøgelse, hvor 91 procent af medarbejderne i Familierådgivningen har deltaget.

- Den interne krænkende adfærd skal stoppe med det samme. Det vil vi simpelthen ikke se, siger konstitueret direktør i Borger & Arbejdsmarked, Pia Niemann Damtoft og fortsætter:

- Rapporten sætter en tyk streg under, at Familierådgivningen arbejder med familier, der er i krise og ikke altid kan få de ydelser, som de ønsker. Samarbejdet er skrøbeligt og sårbart. Derfor er det også ekstra vigtigt, at medarbejderne har et godt arbejdsmiljø, hvor vi har det godt med hinanden, så vi kan give familierne den bedste mulige behandling, siger Pia Niemann Damtoft.

40 procent af medarbejderne inden for det sidste år har oplevet vold eller trusler i deres arbejde.

En tredjedel af medarbejderne har følt sig stresset og følt sig stresset og været påvirket af det i løbet af den sidste uge og hele 60 procent den sidste måned.

22,5 procent af alle medarbejdere har oplevet krænkende handlinger og mobning, og to tredjedele fortæller, at det stammer fra enten en kollega eller en leder.

Også de sidste måneders store mediedækning af Familierådgivningen har pårvirket medarbejderne negativt, oplyser kommunen.

Rapporten viser dog, at medarbejderne finder stor mening i deres arbejde, og mange beskriver, hvordan gode kollegaer og oplevelser med et godt kollegialt fællesskab har stor betydning for både trivsel og løsning af opgaverne, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

- Den del skal vi have styrket, og jeg har stor tillid til, at alle medarbejderne i Familierådgivningen er klar til at se fremad, så vi kan gøre det sammen, siger Pia Niemann Damtoft.

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.