Skytteforening måtte bryde loven

En skytteforening i Fredericia har gentagne gange været nødt til at bryde loven, fordi Sydøstjyllands Politi har smølet med de nødvendige tilladelser.

Fredericia Skytteforening fik helt ny bestyrelse for et år siden. Loven kræver, at politiet skal godkende medlemmer af bestyrelsen, når der er tale om skydevåben. Og indtil den godkendelse foreligger, må ingen åbne skytteforeningens våbenskab.

Valgte at bryde loven

Derfor har skytteforeningen to alternativer: At bryde loven - eller lukke foreningen.

- Så vi har valgt at bryde loven, siger formand Aksel Ebbesen til TV SYD.

Børneattest på ti dage

Han undrer sig over, at politiet har brugt ni måneder på at godkende bestyrelsen. Foreningen skal nemlig også indhente børneattester hos Rigspolitiet. Og det tog kun ti dage, før de var behandlet.

Fredericia Skytteforening er stiftet i 1862. Aksel Ebbesen skønner, at der findes 20-30 andre skytteforeninger i Sydøstjyllands Politikreds.

Politiet: Det bliver bedre

Hos politiet erkender jurist Lotte Møller i ledelsessekretariatet, at sagen har taget for lang tid. Tilladelsesområdet blev centraliseret i april, så det skulle blive hurtigere at få tilladelser fremover, siger hun til P4 Trekanten.

To nye til bestyrelsen

Fredericia Skytteforening står med samme problem efter generalforsamlingen den 22. februar.

Her skal foreningen vælge to nye medlemmer af bestyrelsen på generalforsamlingen. Og før politiet godkender de nyvalgte, må de ikke åbne våbenskabet.