Speedwayklub går forrest: Eldrevet speedwaymotorcykel bliver en del af sporten

I Fredericia Motor Klub glæder formanden sig over, at en tidligere kører i klubben nu har designet en elektrisk speedwaymotorcykel. Det kan være med til at redde sporten, mener den tidligere kører.

Søndag var Michel Riis fra Fredericia tilbage i sin gamle speedwayklub i den østjyske by. Han kom ikke for at dufte til lugten af benzin eller høre lyden af gashåndtagene, der bliver drejet i bund.

Dagsordenen var en helt anden. Fredericianeren, der er uddannet motorcykeldesigner fra Designskolen i Kolding, kom for at præsentere en elektrisk speedwaymotorcykel, som han selv har designet.

- I kraft af at teknologien har udviklet sig, og min kærlighed til speedway er stor, så tænkte jeg, at nu er det nu. Man skruer ikke på samme måde i knallerter, som man gjorde dengang, jeg var knægt, så vi har sænket de teknologiske barrierer og lavet et lukket kredsløb, siger Michel Riis, der for 34 år siden mødte op til et åbent hus-arrangement i klubben og faldt pladask for sporten.

Elektrisk speedwaymotorcykel

Ifølge Michel Riis er den elektriske speedwaymotorcykel bygget på en normal 85 kubik cykel. 


Herunder forklarer han ændringerne:

"Vi har ændret en lille smule på stellet for at få plads til den elektriske del. Det er ret simpelt sat op. Den består af en controller og en batteripakke og så en vandtæt elmotor. Vi har egentlig bevaret det originale gashåndtag, som bare går ned til en aktuator. Vi har også lavet en elektrisk kobling, som også går ned til en aktuator, der er variable, ligesom de er nu. Ellers er det bare et simpelt set up. Vi har ikke alle de bevægelige dele, såsom cylinder, tandhjul, gearkasse og karburator".

Michel Riis håber, at hans design kan være med til at redde sporten, han selv har været en del af i mange år.
Michel Riis håber, at hans design kan være med til at redde sporten, han selv har været en del af i mange år.

Flere fordele med el

I Fredericia Motor Klub glæder formanden, Erik Vinther, sig over dagens præsentation. Han mener, det nye design har mange fordele.

- Det er et super godt tiltag. Vi oplever stagnation i sporten og vil rigtig gerne vækste mere, og det kan e-cyklen hjælpe med. Det vil i hvert fald gøre, at flere ukyndige kan komme til at køre, da der ikke er ret meget vedligehold. Vi håber også, at elektriciteten kan gøre, at vi kan få flere træningsmuligheder, end dem vi har i dag, siger han og hentyder til, at speedwayklubber i landet er reguleret af miljøregler.

Reglerne omfatter reducering af støj af hensynet til naboerne til landets speedwayarealer, og netop derfor bliver eldrevne motorcykler budt varmt velkommen.

- Normalt træner vi to aftener om ugen, som er styret af at være maks tre timer. På en e-cykel får vi en ny mulighed, hvor vi i princippet kan køre døgnet rundt, siger Erik Vinther, mens Michel Riis tilføjer det økonomiske aspekt som endnu en fordel.

- Det er ret dyrt at holde speedwaymotorcykler, fordi de simpelthen bliver slidte. Derfor tror jeg, at de nye cykler kan være med til at give en økonomisk gevinst, da vi mener, at der ikke skal skiftes noget på cyklerne i løbet af en sæson. Man vil muligvis komme ned og spare mellem 60-80 procent af omkostningerne.

El overtager ikke

Der er tale om en 85 kubik speedwaymotorcykel, som Michel Riis i øjeblikket mangler at få godkendt af Dansk Motorsport Union. Han håber, godkendelsen ligger klar inden for få uger, så den derefter kan komme ud at køre blandt medlemmerne i Fredericia.

De større cykler til de ældre kørere er også undervejs, og selvom designeren håber, de eldrevne speedwaymotorcykler kan være med til at redde sporten, så kommer elektriciteten ikke til at overtage benzinen lige nu, mener han.

- Jeg ser det som en ekstra gren af sporten, men måske det er et spørgsmål om tid, før benzincyklerne bliver udfaset, slutter han.