Storesøster vandt ’Unge Forskere’: Nu vil Signe og Freja gå i hendes fodspor

Signe og Freja er begge i finalen i ’Unge Forskere’ – en titel som deres storesøster vandt sidste år.

Familien Weiss Nielsen er bidt af en gal videnskabsmand.

Sidste år vandt Emma Weiss Nielsen fra Erritsø som 15-årig titlen som ’Årets Unge Forsker’ for sin forskning om køer, der giver mere mælk, hvis man spiller musik for dem.

Nu træder hendes to yngre søstre i hendes fodspor.

De er nemlig også med i konkurrencen for unge forsker-spirer. Faktisk er de lige nu begge i finalen.

Signe Weiss Nielsen er 10 år og går i 4. klasse på Erritsø Fællesskole. Hun deltager med projektet ’Juiceglade tænder’, hvor hun vil undersøge, om man kan lave en juice, der ikke giver syreskader på tænderne.

quote

Det er spændende at få lov til at undersøge nogle ting og lave nogle forsøg. Og så er det også fedt at prøve at finde en løsning på et problem.

Signe Weiss Nielsen, 10 år, Erritsø

Hendes søster Freja Weiss Nielsen er 13 år og går i 7. klasse på Erritsø Fællesskole. Hun vil sammen med to klassekammerater forsøge at mindske stress hos børn med forskellige farver.

– Jeg interesserer mig for, hvordan ting hænger sammen. Og så interesserer jeg mig for, hvordan vi rent psykologisk reagerer på forskellige ting, siger Freja Weiss Nielsen til TV SYD.

For Freja Weiss Nielsen ville det betyde meget at vinde konkurrencen. Ikke mindst fordi hun ser op til sin storesøster, der løb med titlen sidste år.

quote

Hvis jeg går videre, så er det lidt en drøm, for jeg vil gerne vise, at jeg også kan, hvis jeg vil.

Freja Weiss Nielsen, 13 år, Erritsø

På grund af situationen med coronavirus bliver 'Unge Forskere'-konkurrencen ikke afviklet helt som normalt. Deltagerne skal nemlig præsentere deres projekter over video. 

Muhsik giver mere mælk

Storesøster Emma Weiss Nielsen vandt prisen for sit projekt "Muh-sik", hvor hun testede, hvordan musikken påvirker malkekøer.

433 køer i en kostald i Varde fik fornøjelsen af rolig musik, mens de blev malket.

Resultatet viste, at hver ko producerede 200 kilo mælk mere om året, hvilket er 2,3 procent mere mælk end normalt.

Pigernes far, Johnny Morberg Nielsen, har ikke noget bud på, hvor pigerne har interessen for naturvidenskab fra.

– Det er et godt spørgsmål. Hverken deres mor eller jeg beskæftiger os med naturvidenskab, siger Johnny Morberg Nielsen, mens han griner.

Både Signe og Freja har kreative evner, og for Johnny Morberg Nielsen er det vigtigt at støtte dem.

– Lige nu prøver vi bare at støtte dem alt, hvad vi kan i det, de nu synes er spændende, siger han til TV SYD.

Finalen vil blive afviklet virtuelt fra 19. til 21. april. Vinderen kåres fredag 24. april.

Se hele indslaget med Emma Weiss Nielsen fra sidste år her: