Østjyske Motorvej åben efter uheld

E45, Østjyske Motorvej, er igen åben, efter at et uheld med en hestetrailer har haft spærret motorvejen i begge retninger.

E45, Østjyske Motorvej, er atter åben, efter at et uheld med en hestetrailer torsdag aften spærrede motorvejen i nordgående retning mellem Hornstrup og Hedensted.

Det oplyser Vejdirektoratet.

- I forbindelse med uheldet med hestetraileren er en hest kommet så slemt til skade, at vi har tilkaldt en dyrlæge, der foretager aflivning på stedet, siger Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

I forbindelse med dyrlægens arbejde havde politiet i et kvarters tid også spærret motorvejen af i sydgående retning.

Køerne på motorvej E 20 var torsdag aften lange.
Køerne på motorvej E 20 var torsdag aften lange.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Også uheld på Taulovmotorvejen

Nogenlunde samtidig var der også et uheld på E20 Taulovmotorvejen mellem motorvejskryds Kolding og Taulov i østgående retning.

Ifølge Ritzau blev en mand fra Redning Danmark her påkørt, da han var ved at sætte kegler op i forbindelse med en afspærring.

Manden, der blev påkørt med 110 km/t har fået flere kvæstelser, men er ikke i livsfare, oplyser Sydøstjyllands Politi til Ritzau.

Der er nu også ryddet op efter uheldet på Taulovmotorvejen, og vejen er igen farbar, oplyser Sydøstjyllands Politi.