Vi møder Rene Jørgensen på Veteranhjemmet i Fredericia. Her er han lige vendt tilbage - efter at alkoholmisbruget igen har fået overtaget.
Krigsveteraner
Rene Jørgensen er en af de danske krigsveteraner der benytter sig af muligheden for støtte her på landets første veteranhjem for tidligere udsendte soldater.
- Lige så snart ud, jeg kommer ud herfra, så går det galt. Men jeg har stedet her at overleve i, siger han.
Tre gange på Balkan
Tilbage i 90'erne blev Rene Jørgensen tre gange udsendt til Balkan. En tid, der har haft så store konsekvenser for den tidligere soldat, så han idag har fået diagnosen post traumatisk stress syndrom - og samtidig kæmper en daglig kamp imod sin trang til alkohol.
Første veteranhjem
Veteranhjemmet i Fredericia blev indviet i august. Det skete med snoreklip fra forsvarsministeren, og for veteranerne var det et årelangt ønske, der endelig gik i opfyldelse.
På veteranhjemmet får Rene Jørgensen nu igen tilbudt et værelse, hvor han kan finde ro og få det bedre. Sidste gang boede han her i over en måned.
Holder øje med hjemvendte
Rene Jørgensen blev overladt til sig selv. Og måske er hjælpen kommet for sent til ham. Det kan kun fremtiden vise.
Idag bliver der holdt mere øje med de soldater, der vender hjem fra Afghanistan.
Men behovet for flere veteranhjem vil alligevel stige. Det mener de i hvert tilfælde i Fredericia.