Varsler stor dampsky over olie-raffinaderi

Fra tirsdag vil man kunne se en stor dampsky over Shell Raffinaderiet i Fredericia, der får nye kedler.

Fra i morgen og et par dage frem vil man kunne se en usædvanlig og stor damp-sky over Fredericia.

Det skyldes, at Shell Raffinaderiet er ved at gøre de sidste forberedelser til at tage to nye damp-kedler i drift.

Dampskyen kommer, fordi de tilhørende rørsystemer skal damprenses grundigt før den endelige ibrugtagelse.

Damprensningen af rørsystemerne er planlagt til at finde sted indenfor almindelig arbejdstid, men vil foregå fra tirsdag og to-tre dage frem i  tidsrummet 9-12 og 14 til 17.

Damprensningen vil også kunne give støj, som man heller ikke almindeligvis vil opleve fra raffinaderiet, og også derfor er det valgt at arbejdet skal udføres i dagtimerne.

- Dampen kan ses - men den er helt ufarlig, siger Torben Øllegaard Sørensen, der er pressechef på Shell Raffinaderiet.

Damp bruges rigtig meget i produktionen, og de to nye dampkedler erstatter en ældre dampkedel.

Alt i alt producerer Shell Raffinaderiet omkring 35 procent af brændstofforbruget i Danmark.

Raffinaderiet i Fredericia er Europas mest energieffektive raffinaderi og nummer tre på verdensplan. 

Desuden er raffinaderiet Danmarks største leverandør af overskudsvarme til fjernvarme og leverer ca. 25 procent af den fjernvarme, der bliver brugt i trekantområdet. Det svarer til mere end 23.000 almindelige husstandes årlige forbrug af fjernvarme.