Video skal hjælpe usikre forældre

Levende billeder skal nu hjælpe usikre forældre med at få en god kontakt til deres spædbørn. Fredericia tilbyder forældre at få besøg af sundhedsplejersken - iført videokamera og gode råd.

Akkurat som i tv-serien Lie To Me, hvor en ekspert aflæser de små signaler, som personerne udsender, lærer forældrene at tolke, hvad børnene ned til to måneders-alderen gør.

Samspil

De korte videooptagelser skal være med til at vise forældrene, hvor vigtigt samspillet mellem forældre og spædbørn er for barnets udvikling. Hvad forældre selv kan gøre for at støtte den udvikling, og hvordan sundhedsplejersken kan videregive råd og vejledning om det fortsatte samspil.

Det er videnskabeligt bevist, at barnets selvudvikling, og et godt samspil mellem barn og forældre, er en forudsætning for både barnets og familiens sundhed og trivsel" på længere sigt, siger ledende sundhedsplejerske i Fredericia Kommune, Grete Lyager.

Tilbydes alle nybagte forældre

TrygFonden støtter projektet i Fredericia med 450.000 kr. Videometoden, som bruges hedder Marte Meo - det betyder "ved egen kraft". Tilbuddet har tidligere været anvendt til understøttelse af forældre-barn-samspillet. Med deet nye projekt får alle borgere i Fredericia, som får et barn i år, tilbudt et video-besøg.

TV SYD har besøgt en familie, som allerede har prøvet et videobesøg. Sundhedsplejersken kommer med kameraet, når barnet er 2, 4 og 8 måneder. Hver gang for at hjælpe forældrene med at forstå barnets nytillærte signaler og for at give råd om, hvordan de fremmer udviklingen.