Eftersøgt for drabsforsøg anholdt i Haderslev

26-årig mand, der siden maj har været eftersøgt i forbindelse med drabsforsøg, er blevet fængslet i fem dage.

En 26-årig mand, som fredag blev anholdt i Haderslev efter at have været eftersøgt siden maj i forbindelse med et drabsforsøg i Hvidovre, er under et grundlovsforhør lørdag blevet fængslet i foreløbig fem dage.

Det oplyser Torben Madsen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi.

Manden tilhører den forbudte bande Loyal To Familia, LTF, og er sigtet for flere drabsforsøg. Ni mænd er i forvejen varetægtsfængslet i sagen.

Den 26-årige er fængslet i fem dage, så han kan blive fremstillet sammen med de andre sigtede i sagen, fortæller Torben Madsen.

Drabsforsøget, der ifølge politiet har forbindelse til en verserende bandekonflikt, fandt angiveligt sted 27. maj. Efter et tip, om at der var planlagt et attentat i Hvidovre, rykkede politiet talstærkt ud til området.

Det fik de mistænkte til at flygte i en bil. Men føreren mistede herredømmet, og bilen kørte ind i et hus på Strandby Allé. Ingen af husets beboere kom noget til.

Efter ulykken forsøgte personerne i bilen at flygte fra stedet, men to blev anholdt i nærheden. En tredje stak af fra politiet til fods.

Ifølge politiet var manden, som slap væk, den 26-årige. Han blev i juni efterlyst med navn og billede, og tirsdag i denne uge udsendte politiet igen en efterlysning på manden, der beskrives som farlig.

- Efterlysningen betød, at vi fik nogle henvendelser, som kunne føre os videre, sagde vicepolitiinspektør Knud Hvass, der er leder af afdelingen for organiseret kriminalitet i Københavns Politi, fredag.

Henvendelserne betød, at betjente fra både Københavns og Syd- og Sønderjyllands Politi fredag kunne slå til og anholde den 26-årige i udkanten af Haderslev.

Den anholdte blev fredag bragt til København, hvor han lørdag blev fremstillet i grundlovsforhør.

Efter episoden i Hvidovre blev i alt ni personer knyttet til den forbudte bande Loyal To Familia, LTF, varetægtsfængslet.

I et retsmøde på Frederiksberg blev det oplyst, at i alt tre drabsforsøg drejede sig om en konflikt mellem LTF'ere på den ene side og den såkaldte Husum-gruppe på den anden.

/ritzau/