Massiv regn giver oversvømmelse i Fole - igen

Politiet oplyser på Twitter, at en hel vej ved Fole afspærres frem til torsdag på grund af oversvømmelser efter dagens regn. Det er anden gang på få måneder, at den lille by står under vand.

Stampemøllevej ved Fole mellem Gram og Rødding er blevet afspærret.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

Afspærringen skyldes oversvømmelse i området, og onsdag aften lukkes kloakkerne for tilførsel af overfladevand og tømmes for vand for at undgå kloakvand i ejendommene langs vejen.

Vandstanden i området er onsdag aften under kontrol, oplyser politiet.

- Brandvæsnet, der er på stedet, har fuldstændig styr på vandmængden, der ikke er så høj, at det trænger ind i de omkringliggende huse, fortæller Erik Lindholdt,  vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vejen forventes først genåbnet torsdag morgen.

Anden gang Fole er under vand

Det er anden gang på få måneder, at der er oversvømmelser på Stampemøllevej i den lille landsby Fole. 

Den 26. juli i år gik bækken over sine bredder efter et kraftigt skybrud, og det betød, at både Stampemøllevej og de omkringliggende veje lå under vand. Her måtte beredskabet pumpe vand væk fra vejbanerne på Folevej, Stampemøllevej, Vestermarksvej og Hygumvej.

- Problemerne opstod blandt andet, fordi vandet fra bækken bliver ført under flere veje i byen gennem nogle rør, som er smallere end selve bækken, og da bækken løber fuld, kan rørene ikke følge med, fortalte indsatsleder Martin Jensen dengang til TV SYD.

Beredskabsstyrelsen Sydjylland melder, at der fortsat bliver pumpet vand i Fole tidligt torsdag morgen. Det forventes at fortsætte frem til middag.